Særlige kameraer skal overvåge kaoskryds

Der bliver sat termiske kameraer op ved Mindet i Aarhus for at øge trafiksikkerheden og skabe bedre trafikafvikling i området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Nu bliver der sat kameraer op ved Mindet i det centrale Aarhus.

Det har været svært for bilister og cyklister at finde ud af trafikreglerne omkring Dokk1 i Aarhus. Nu bliver et nyt tiltag taget i brug for at sikre, at trafikken afvikles så gelinde som muligt.

Afdelingen for Teknik og Miljø sætter termiske kameraer op i krydset. Termiske kameraer er varmesøgende kameraer, der kan registrere trafikanter, der færdes i krydset. De skal overvåge, om de pullerter, der siden august har været i krydset, har den ønskede effekt og ikke har store konsekvenser for trafikken andre steder langs havnen.

- Vi skal undersøge, om det har nogle konsekvenser for trafikken på Kystvejen og omkring tunnellen ved Østhavnsvej og Sydhavnsgade, at man har sat pullerterne op ved Mindet. Samtidig skal vi se på, folk er begyndt at forstå afmærkningen nede omkring Dokk1, så vi undgår kørsler ind på letbanesporet, siger projektleder Anders Kruse Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Der bliver sat kameraer op følgende steder:

  • Europaplads

  • Letbanens krydsning af Mindet

  • Mindet/Hack Kampmanns Plads

  • Mindet/Balticagade

  • Sydhavnsgade/Østhavnsvej

Grafikken her viser, hvornår man kan køre langs Mindet i Aarhus, og hvornår man ikke kan. Foto: Aarhus Kommune - Teknik og Miljø

Kørte ind på letbanesporet

Der har tidligere været store problemer i krydset, blandt andet har bilister kørt ind på letbanesporet ved Dokk1. Men projektlederen synes, at det går bedre med trafikken, efter pullerterne har lukket vejen i nogle perioder i løbet af dagen.

- Jeg synes egentlig, at den er fin. Mig bekendt har nogle enkelte brokket sig over, at det er svært at komme til og fra Dokk1 i myldretiden. Men det glider i det omfang, man kan forvente et sted, hvor der er en flaskehals. Det er det, de første indikationer går på, siger projektlederen og tilføjer, at man skal være varsom med at udtale sig om trafikken, da den ændrer sig alt efter årstid og sæson.

Forsøget med pullerterne varer indtil august, og til den tid forventer de at vide, om der skal laves nogle justeringer for at forbedre trafikafviklingen.

På optagelserne fra de termiske kameraer kan man ikke se ansigter eller nummerplader, og det gør, at de kan beholde optagelserne i længere tid og ikke behøver at slette dem.

Det meget omdiskuterede kryds er her ved Dokk1 i det centrale Aarhus nær havnen. Foto: Google Maps

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her