Ansat tog unikt stadionminde: Satte det til salg kort efter
Stadionets nu indrammede centerplet dukkede pludseligt op på en digital markedsplads, men det var ikke klubben, som stod bag salget.
Der sker meget omkring AGF's hjemmebane, Ceres Park, som for tiden er ved at blive pillet fra hinanden.
For nyligt kunne man tage værktøjskassen under armen, søge ned ad Stadion Allé og få et af stadionets tilhørende sæder med sig hjem.
Et tilbud, som tilhængere benyttede sig af i hobetal for at få et stykke klubhistorie med hjem.
Nu har det dog vist sig, at en medarbejder fra entreprenørselskabet A. Enggaard, som står bag byggeriet af det nye stadion, også så sit snit til at få et stykke af stadions græstæppe med sig hjem i privaten med henblik på at sælge det videre.
Til salg på den digitale markedsplads
TV2 Østjylland fandt tidligere på ugen et salgsopslag på Facebooks 'Marketplace', hvor en person forsøgte at sælge den indrammede centerplet.
- En af vores medarbejdere havde på eget initiativ spurgt AGF, om han måtte få pletten med hjem efter den sidste kamp. Det fik han lov til, fortæller projektleder i A. Enggaard, Gert Hedegaard, i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
Efter at TV2 Østjylland henvendte sig hos sælgeren, er salgsannoncen imidlertid blevet pillet ned igen.
- Det var selvfølgelig ikke den smarteste beslutning, og det er vedkommende den første til at indrømme. Han er ked af det og har for en god ordens skyld afleveret pletten tilbage til AGF, udtaler Gert Hedegaard.
TV2 Østjylland har været i kontakt med manden, der forsøgte at sælge græsklumpen, men han ønskede ikke at stille op til interview.
Masser af AGF-fans tog værktøj under armen og skruede sæder af det snart hedengangne stadion: