Schouby: Wieghorst-exit er forventet
Jan Schouby tror, at Glen Riddersholm bliver ny AGF-træner
Lørdag blev AGF-træner Morten Wieghorst fyret som træner i Aarhus-klubben.
Den officielle udmelding fra AGF er, at Morten Wieghorst er blevet opsagt grundet utilfredsstillende resultater. Men det er ikke den eneste årsag, mener Jan Schouby, der er chefredaktør på Århus Stiftstidende og har fulgt fodboldklubben AGF tæt journalistisk i en årrække.
- Jeg havde ikke regnet med, at Morten Wieghorst ville være træner efter jul, men jeg er overrasket over, at de fyrer ham, fordi det giver AGF store forklaringsproblemer i forhold til tidligere udmeldinger. Der er så mange tilfælde, hvor AGF har sagt en ting, og nu gør noget andet, siger Jan Schouby til tv2oj.dk og fortsætter:
Morten Wieghorst er færdig som træner i AGF
Et nederlag for Lars Fournais
- For det første: Hvis man kigger på stillingen, så er AGF tættere på førstepladsen end på nedrykningsstregen. AGF er et oprykkerhold, og det har klubben hele tiden selv understreget, og at det handler om at overleve i Superligaen. Klubben er 12 point fra nedrykning, og alligevel fyrer man træneren, ham som hele klubben er bygget op omkring helt nede fra ungdomsafdelingen. Alle ungdomsholdene skal spille, som Wieghorst vil have det. Han blev præsenteret som den store frelser, dengang han blev hentet til klubben, og alt i AGF skulle tilrettelægges efter den måde, som han ville spille fodbold på. Så ikke mindst for Lars Fournais (bestyrelsesformand i AGF, red.) er det her et kæmpe, kæmpe nederlag, at de har været nødt til at fyre Wieghorst.
Fredag aften slog aarhusianerne på hjemmebane de forsvarende danske mestre fra FC Midtjylland med 2-1, og holdet har 21 point efter 18 kampe i Superligaen.
Flere årsager til fyringen
- Når Wieghorst bliver fyret nu, så er det langt fra kun på grund af, at resultaterne har været dårlige. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, at Jacob Nielsen (direktør i AGF, red.) og Morten Wieghorsts forhold har været umuligt fra starten, siger Jan Schouby, der mener, at det skyldes den måde, de begge blev hentet til klubben på.
AGF-spillere: Fyring kommer som chok
- Morten Wieghorst blev først hentet til klubben, og få uger efter kom Jacob Nielsen og siden Jens Andersson (sportschef i AGF, red.) Wieghorst fik af vide, at han fik fuld kontrol, og det fik Jacob Nielsen også. De nøgler Wieghorst fik, har Jacob Nielsen selvfølgelig taget, siger Jan Schouby og fortsætter:
- Jacob Nielsen nægtede at ansætte den sportschef, som Morten Wieghorst ville have, han fyrede den scout (Erik Larsen, red.), som Morten Wieghorst havde fået lovning på ville være i klubben, og så har Jens Andersson hentet spillere, som Morten Wieghorst ikke altid har brudt sig om og kunne bruge. Der er mange ting, der peger i retning af, at det her forhold har været dødsdømt rigtig længe.
Glen Riddersholm til Aarhus
Jan Schouby er sikker på, at AGF har Morten Wieghorsts afløser klar, og at han hedder Glenn Riddersholm, tidligere FC Midtjylland-træner.
- Jeg er ikke i tvivl om, at Glenn Riddersholm bliver præsenteret snart, siger Jan Schouby. Han tror, at det har været Jacob Nielsens plan siden i sommer.
Morten Wieghorst fik i sommeren 2014 en 3-årig kontrakt AGF, men halvejs inde i den er samarbejdet altså nu stoppet.