Skoleforslag møder kritik fra både forældre og politikere
Der skal spares i Aarhus Kommune. Et forslag om at skabe større skoledistrikter er til høring
Nu svinger Aarhus Kommune sparekniven, og det er formentlig kommunens skoler, der bliver ramt.
I øjeblikket er der et forslag om at lægge 46 skoler sammen til 19 distrikter. Selvom der kun er tale om et forslag, har der allerede rejst sig en bølge af protester fra forældre og politikere.
Forslaget møder ikke stor opbakning rent politisk. Hverken Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Venstre eller Konservative bakker ikke op om forslaget.
- Jeg melder klart ud i dag, at det giver for meget usikkerhed. Så forslaget er dødt i mine øjne, fortæller Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, til TV2 ØSTJYLLAND.
Forslaget står ved magt
Men i følge Søren Aakjær, konstitueret direktør i Aarhus Kommune - børn og unge, så står forslaget ved magt.
- Forslaget står ved magt, og høringen vil være der helt frem til september, fortæller han.
Men han tror ikke på, at forslaget bliver vedtaget i den form, den er i nu.
- Det er klart, at det politiske klima er, at der er modstand til forslaget. Så jeg tror ikke, at det kommer igennem i den her form. Men det er klart, at der sagtens kan blive plukket i det, og det kan laves i en anden konstruktion. Det er op til de politiske forhandlinger, siger han.
Onsdag aften var der informationsmøde for de bekymrede forældre på Møllevangskolen. Eva Borchost Mejnertz (R), formand for børn - og ungeudvalget i Aarhus Kommune, fortalte også, at forslaget ikke er taget af.
- Det er det ikke. Jeg føler for forældrene, som jeg selv er en del af. Det er sådan, at vi skal spare i børn og unge, det er det sidste, vi har lyst til, men det er vi nødt til. Så det er ikke taget af borget, fortæller hun.
Hun forstår godt, at forældrene er forvirrede.
- Der har været mange forvirrende udmeldinger i dag. Lige nu er der en høringsperiode, og vi vil gøre alt for at gøre de høringssvar der kommer ind.
Bevar skolerne i Aarhus
Forældre har udtrykt utilfredshed - blandt andet i facebookgruppen ”Bevar skolerne i Aarhus”. Det mener Thomas Medom, at man bør lytte til.
- Der er stor utryghed og usikkerhed omkring, hvor ens barn skal gå i skole. Det er vi nødt til at lytte til. Der er opbakning til det at have en lokal folkeskole. Det ville være forkert ikke at lytte til.
Større skoledistrikter
- 46 skoledistrikter bliver slået sammen til 19 store distrikter med 2-3 skoler i hver.
- Det betyder, at der skal være færre skoleledere. Det vil sige en leder pr. distrikt.
- Det betyder, at de kan spare knap 12 millioner på administrationen.
En af medinitiativtagerne til facebookgruppen ”Bevar skolerne i Aarhus” er Jakob Stensgaard, som også er formand for skolebestyrelsen på Højvangskolen i Stavtrup.
- Jeg mener, at man bryder et lokalsamfund op ved at forsøge at sprede en folkeskole ud over flere matrikler.
- Der er en risiko for, at der vil være lang transporttid for børnene, og at de på den måde ikke kan deltage i lokalsamfundet gennem SFO, fritidsinteresser og så videre.
Modstanden til forslaget, som de har set gennem de 7500 medlemmer, overrasker ikke Jakob Stensgaard.
- Jeg er ikke overrasket, fordi at det rører virkelig ved noget fundamentalt, som alle børnefamilier vil mærke. Jeg håber, at det kan være med til at skabe dialog med politikere og embedsværket, siger han.
Løsning på integrationen
Der er blandt andet blevet peget på, at forslaget kan være med til at løse integrationen.
Cecilie Harrits, formand for skolebestyrelsen og bestyrelsesmedlem for Skole og Forældre Aarhus, mener ikke, at det er måden at løse det på.
- Det er vigtigt at gavne integrationen, men vi skal finde en løsning, hvor vi ikke flytter problemet, men løser det.
Det er Rikke Thonbo, som er næstformand i skolebestyrelsen på Skødstrup Skole, enig i.
- Integrationen lyder fornuftig, men det overskygger meget.
VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var med til informationsmødet, hvor vi blandt andet snakkede med Eva Borchorst Mejnertz (R).