Slik og sodavand bandlyst til Counter Strike-turnering
Unge fra flere forskellige kommuner spillede i dag Counter Strike på Dokk1. Slik og sodavand var forbudt.
Uden mad og drikke duer helten ikke. Og uden cola og chips, duer gameren ikke.
Det er i hvert fald en af de fordomme, der stadig florerer om gamerne, men på Dokk1 i Aarhus var den slags søde sager bandlyst, da UngiAarhus i dag afholdt Counter Strike-turnering.
- Vi har forbudt slik og sodavand, fordi der nogle gange er en fordom om, at det går hånd i hånd med esport. Vi vil gerne nudge dem i retning af, at et sundt sind også giver en god kamp, siger eventkoordinator Magnus Wad Larsen fra UngiAarhus, der stod bag dagens arrangement, til TV2 ØSTJYLLAND.
Omkring 70 unge under 18 år havde valgt at bruge deres lørdag på at spille CS:GO på Dokk1. Her kunne aarhusianerne konkurrere mod unge fra både Silkeborg, Skanderborg og Syddjurs Kommune.
Og en af de unge, vi talte med, giver ikke meget for de fordomme, nogle mennesker har om Esport.
- Det synes jeg egentlig bare, de kan gå hjem med. For meget af det passer slet ikke. Her er sodavand og slik forbudt, og vi får sandwich med salat og vand. Så det er der bestemt ikke noget hold i, siger Jakob Christensen fra Hornslet Ungdomsskole.
Ud af teenage-værelset
Et andet af målene med arrangementet var at få eleverne væk fra computeren på værelset, så de i stedet kunne komme ud og se konkurrenterne i øjnene.
- Vi tænker meget over, at de unge skal have en sund tilgang til gaming. Det betyder blandt andet også, at hvis vi kan vise forældrene, at de unge faktisk har kampe mod hinanden, så er det også en mulighed for at vise forældrene, at det ikke bare er noget, de sidder og laller med hjemme på værelset, siger Magnus Wad Larsen.
Selvom der var lidt tekniske udfordringer med at få dagen sparket i gang, var Jakob Christensen, som stod for motivation og godt humør på holdet, glad for dagens forløb.
- Den har været meget fin. Vi havde lidt problemer i starten og blev lidt forsinkede, fordi strømmen gik. Men ellers har det været en rigtigt fin dag. Det er helt vildt fedt, at der bliver holdt sådan nogle arrangementer, siger han.