Stukket ihjel i lænestol: Familie raser over svigt
Den sidste tirsdag i marts vil familien Heinrich Rasmussen aldrig glemme. Deres søn, bror, far blev dræbt, mens han var anbragt på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus. Nu sidder de tilbage med ét stort spørgsmål: Hvordan kunne det ske?
- Vær taknemmelig, for det er så effektivt.
Ordene er det sidste livstegn, familien fik fra Hans Jørgen Alipak Heinrich. De er skrevet på Facebook dagen før, hvad der endte med at blive hans sidste dag i live.
- Det beroligede mig, da han skrev det. Det er så rigtigt. Han skrev den positive opdatering, og det var et bevis på hans fremgang med sig selv. Det gav mig så meget ro indeni, siger Hans Jørgen Alipak Heinrichs mor, Bolethe Rasmussen.
Roen forsvandt kort efter - for dagen efter var Hans Jørgen Alipak Heinrich død. Dræbt af en medpatient på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Døde af forblødning
Lige nu er de taknemmelige i familien Heinrich Rasmussen. Taknemmelige for at have haft Hans Jørgen Alipak Heinrich i deres liv. Men de sidder også tilbage med ét stort spørgsmål: Hvordan kunne det ske?
- Sikkerheden har været alt for dårlig, helt utrolig dårlig. Der er noget galt. Hans Jørgen er blevet svigtet, når det kunne ske, at han blev dræbt. Den måde, han er gået bort på, er meget, meget uacceptabel. Det er uacceptabelt, at vi mistede ham, siger Bolethe Rasmussen.
Tirsdag eftermiddag den 26. marts blev Hans Jørgen Alipak Heinrich stukket ihjel på Sengeafsnit 3, et særligt sengeafsnit for grønlandske borgere på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus.
Gerningsmanden havde været på uledsaget udgang, hvor han ifølge sin egen forklaring var gået til Skejby Centret, havde røget en cigaret og spist en kebab, inden han købte en køkkenkniv i Føtex, som han tog med tilbage på afdelingen.
Hans Jørgen Alipak Heinrich havde angiveligt siddet en i lænestol, da han blev overfaldet og stukket gentagne gange, før han faldt ud af stolen. Der var efterfølgende tydelige tegn på kamp og blodspor i lokalet.
Ifølge den retsmedicinske rapport døde Hans Jørgen Alipak Heinrich af forblødning.
Familien fra Grønland, forstår ikke, hvordan det overhovedet kunne ske, at gerningsmanden kunne gå ud fra afdelingen, komme tilbage med en stor kniv, som han efterfølgende brugte til at dræbe med.
- Jeg kunne ikke tro, det var sandt, da jeg læste, at gerningsmanden havde været på uledsaget udgang og kunne tage en kniv med ind på afdelingen. Det er virkelig chokerende og gør mig meget vred, siger Randi Christensen, der er lillesøster til Hans Jørgen Alipak Heinrich.
Havde dræbt før
Både gerningsmanden og Hans Jørgen Alipak Heinrich var anbragt på Retspsykiatrisk Afdelings sengeafsnit 3 i Aarhus, der tilbyder specialiseret rehabilitering af grønlandske patienter over 15 år, som primært har været involveret i strafferetlige sager og har psykiatriske diagnoser.
Den 46-årige gerningsmand er for bare tre år siden blevet dømt for at have dræbt sin ekskæreste og samtidig forsøgt at slå hendes 15-årige datter ihjel.
På baggrund af en mentalerklæring blev det vurderet, at den 46-årige var uegnet til almindelig fængselsstraf og i stedet skulle anbringes i Danmark på den særlige retspsykiatriske afdeling på ubestemt tid.
- Han har jo dræbt før, og forsøgt at dræbe en anden. Han er en meget farlig mand. Jeg forstår ikke, han bare kunne gå ud og få en meget stor kniv med ind. Hvad kan en mor tænke? Det er et chok for mig, siger Bolethe Rasmussen.
Det er Hans Jørgen Alipak Heinrichs far, Ujuunnguaq Heinrich, enig i.
- Sikkerheden er helt kuk-kuk. At sådan en mand kan gå ud at købe en kniv og dræbe min søn, det er helt kuk. Han har dræbt en anden, og kun tre år efter kan han gøre det her. Det hænger ikke sammen, siger han.
'Som verdens dårligste mareridt'
Hans Jørgen Alipak Heinrich havde ifølge familien været anbragt i Danmark siden 2017.
Familien fortæller, at de ofte var i kontakt med ham.
- Det var et kæmpe chok, da hans far ringede og fortalte mig, at min storebror var død. Jeg kan ikke forstå, at han er blevet behandlet på den måde, og at hans liv skulle ende sådan, siger hans lillesøster Randi Christensen.
Han havde fire søskende, en datter og sine forældre, som nu er efterladt i et tomrum.
- Vi var forskellige og levede meget forskellige liv. Men han er min storebror, og jeg elsker ham. Mit hjerte gør ondt hver eneste dag på grund af ham. Jeg kunne græde ud af det blå, når jeg kom til at tænke på hans liv, og at han er var endt det sted, siger Randi Christensen.
Ifølge Hans Jørgen Alipak Heinrichs far så var drømmene om at få ham hjem begyndt, og de så en mand i bedring.
- Han var på vej mod det rigtige. Jeg kunne se, han var i fremgang, og han blev bedre og bedre. Jeg tænkte, at han måske ville komme hjem om et par år, så det havde vi glædet os til. Det er meget hårdt det her, det er som verdens dårligste mareridt, siger Ujuunnguaq Heinrich.
En lærestreg for myndighederne
Ujuunnguaq Heinrich fortæller, at familien nu koncentrerer sig om Hans Jørgen Alipak Heinrichs 19-årige datter.
- Vi har alle sammen et tæt forhold, og det fylder meget i det forfærdelige mareridt, vi er i nu, siger han og uddyber:
- Det er ikke fair. De har ødelagt mit liv og mit barnebarns liv. Det er fuldstændig ødelagt, jeg har det rigtig skidt. Jeg har ikke nogen ord for det.
Familien håber, at Hans Jørgen Alipak Heinrichs død kan være en lærestreg for myndighederne om, at sikkerheden ikke er god nok.
- Jeg kan ikke gøre noget, og jeg kan ikke få ham tilbage, men jeg håber, myndighederne gør noget i den her sag. Jeg håber, de gør deres bedste, siger Ujuunnguaq Heinrich.
- Jeg troede, han ville blive passet godt på af personalet, og at der var styr på sikkerheden. Det var der så overhovedet ikke, siger Randi Christensen.
Familien fortæller, at Hans Jørgen Alipak Heinrich skal fragtes hjem til Grønland, hvor han skal begraves.
- Vi ville gerne have ham hjem, men ikke sådan her. Nu er vores håb slukket. Det er en kæmpe sorg at have mistet ham. Det er meget uvirkeligt det hele, siger Randi Christensen.
'Ikke et fængsel'
Hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland Tina Ebler forstår godt familiens sorg og frustration.
- Vi har kæmpestor medfølelse, og vi er alle dybt berørte af den her sag, siger hun.
Hun fortæller samtidig, at det er normal praksis, at patienter efter en lægefaglig vurdering får udgang, hvis de over længere tid har været stabile, har fulgt behandlingen og overholder aftaler.
- Vi er ikke et fængsel, og vi har heller ikke rammer eller muligheder som i et fængsel. Vi er et behandlingssted, og når vi behandler retspsykiatriske patienter, ser vi på, hvor de er i deres sygdom. Når de er velbehandlede, begynder vi at tale om udgang, for det er en del af behandlingen og resocialiseringen. Det er en del af det at være indlagt på en psykiatrisk afdeling og ikke være i fængsel, siger hun.
Læs hele svaret fra hospitalsdirektøren
- Vi har kæmpestor medfølelse, og vi er alle dybt berørte af den her sag.
- Vi er ikke et fængsel, og vi har heller ikke rammer eller muligheder som i et fængsel. Vi er et behandlingssted, og når vi behandler retspsykiatriske patienter, ser vi på, hvor de er i deres sygdom. Når de er velbehandlede, begynder vi at tale om udgang, for det er en del af behandlingen og resocialiseringen. Det er en del af det at være indlagt på en psykiatrisk afdeling og ikke være i fængsel, siger hun.
Der er tale om en mand, der har slået ihjel for få år siden. Hvordan kan det blive vurderet forsvarligt, at han får uledsaget udgang?
- Jeg forstår godt, det er svært at forstå, men det er igen forskellen på et behandlingssted og et fængsel. Når patienterne har handlet på baggrund af sindssyge, når sindssygen så er velbehandlet, er det, vi siger, at så er mennesket i princippet behandlet og dermed ikke farlig. Det er de vurderinger, vi foretager os, siger Tina Ebler og tilføjer:
- Der må man sige, at det er mennesker, der vurderer andre mennesker, og som vi har kender sagen på nuværende tidspunkt, var der ikke noget, som pegede på, at der kunne ske en så voldsom handling.
Så det er en fejlvurdering?
- Det, synes jeg, er svært at konkludere på det nuværende grundlag. Man kan altid spørge i bagklogskabens klare lys, om vi burde have set noget, og det er det, vi skal vurdere nu. Men han var stabil, havde holdt aftaler, og han var vurderet af flere læger til at kunne håndtere det her. Det kunne han så ikke, og det skal vi se, om der er noget, vi kan gøre fremadrettet og skal ændre på.
Men I fastholder, at han var velbehandlet?
- Nu er jeg ikke læge, og med det forbehold er vurderingen, at han er velbehandlet, men jeg kan ikke gå ind i sagen konkret og beskrive hans behandling. Men som sagt var der ingen mistanke i den her sag, men vi skal finde ud af, mod er er noget, vi kunne have gjort anderledes i den her sag. Det er vi alle meget interesserede i at finde ud af.
Tina Ebler har tidligere forklaret, at det lykkedes gerningsmanden at få kniven med tilbage på afdelingen, da man ikke må kropsvisitere alle i retspsykiatrien uden begrundet mistanke.
- Vi har ikke mulighed for at kropsvisitere alle patienter, da lovgivningen kræver, at det udelukkende må ske på grundlag af mistanke om f.eks. narko eller våben, udtalte hun i et skriftligt svar.
Sikkerhedsprocedduren bliver dog ændret nu på baggrund af denne sag. Der vil fremover være mulighed for at bruge scannere til at gennemstråle tøj og derved afsløre eventuelle skjulte genstande uden for kroppen.
- Vi har igangsat en dybdegående analyse af hændelsesforløbet, og så ser vi på sikkerheden generelt i retspsykiatrien, hvor vi har besluttet, vi nu indfører håndscannere på alle sengeafsnit i retspsykiatrien, siger Tina Ebler.
