Traditionsrig fest for tusinder af studerende aflyses og får ny dato
Den årlige kapsejlads, som hvert år samler tusindvis af studerende til fest og ballade i Aarhus Universitetspark aflyser den planlagte begivenhed den 8. maj.
Alt var booket og klart. Men sådan skulle det ikke blive. Kapsejladsen må lige som så mange andre se sig ramt af coronaepidemien og aflyser derfor den planlagte event.
Kapsejladsen skulle have fundet sted den 8. maj, men nu udskydes den dato altså.
- Vi ønsker at bidrage til, at arrangementer, hvor risikoen for udbredt smitte mange mennesker imellem er overhængende, ikke finder sted, før myndighederne vurderer, at det igen er hensigtsmæssigt, siger Kapsejladsens arrangører fra festforeningen Umbilicus, Sofie Paarup Thomsen og Bjørn Heje, til TV2 ØSTJYLLAND.
Foreløbig er der sat en ny dato til kapsejladsen. Det skulle gerne blive fredag den 26. juni. Sådan lyder meldingen fra arrangørerne.
Kapsejladsen er Nordeuropas største studenterarrangement og finder sted i foråret hvert år. Sidste år var omkring 30.000 unge mennesker samlet for at huje, høre musik og ikke mindst drikke øl med hinanden.
Den første kapsejlads blev afholdt i 1991.