Trods massive udfordringer: Hospital kåret som Danmarks bedste

For 11. gang bliver Aarhus Universitetshospital kåret som Danmarks bedste store hospital på trods af, at hospitalet har stået overfor massive udfordringer de seneste år

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Aarhus Universitetshospital fik torsdag overrakt prisen som Danmarks bedste hospital.

- Det betyder rigtig meget. Vi er stolte, og jeg bliver rigtig glad, når jeg ser vores medarbejdere stråle af stolthed og glæde over det her, siger Kirsten Rahbek, der er oversygeplejerske på Aarhus Universitetshospital, til TV2 ØSTJYLLAND.

For 11. år i træk fik Aarhus Universitetshospital torsdag overrakt prisen som Danmarks bedste hospital af nyhedsavisen Dagens Medicin. Dette til trods for at hospitalet det seneste år har stået overfor flere udfordringer.

- I har haft udskiftelse i ledelsen, der er kommet ny struktur, der har været byggeri, flytning, alt for varmt om sommeren, afskedigelser og besparelser og senest aflyste operationer. Men når man ser på resultatet, så er I simpelthen ikke til at rokke, lød det fra Dagens Medicins chefredaktør, Nicolai Döllner, da han overrakte prisen torsdag formiddag.

Vinder på behandlingskvaliteten

Dagens Medicin har blandt andet analyseret alle tilgængelige nationale data om kvaliteten af behandlinger på landets sygehuse, og her ligger Aarhus Universitetshospital altså fortsat i top, når det gælder tallet på bundlinjen.

Det betyder rigtig meget. Vi er stolte, og jeg bliver rigtig glad, når jeg ser vores medarbejdere stråle af stolthed og glæde over det her.
Kirsten Rahbek, oversygeplejerske, Aarhus Universitetshospital

- De vinder, fordi man ikke kan sætte en finger på deres behandlingskvalitet. Den er tårnhøj, og det gælder alle behandlingsområder, siger Nicolai Döllner til TV2 ØSTJYLLAND.

Hæderen til Aarhus Universitetshospital glæder regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

- Der er ikke andre hospitaler, som kan nå det her hospital - det er vanvittigt flot, siger han.

Der var stor glæde på Aarhus Universitetshospital torsdag, da prisen blev overrakt. Foto: Michael Harder

Silkeborg er Danmarks bedste mindste hospital

Aarhus Universitetshospital har vundet i kategorien, som omfatter de største hospitaler i Danmark.

Men derudover kårer nyhedsavisen også Danmarks bedste mindre og mindste hospital, og i sidste kategori er det ligeledes et østjysk hospital, der er løbet med prisen.

Vi har nogle rigtige gode hospitaler i Region Midtjylland - ja faktisk de bedste.
Anders Kühnau (S), regionsrådsformand

Her tager Regionshospitalet Silkeborg nemlig  prisen for sjette år i træk.

- Vi har nogle rigtige gode hospitaler i Region Midtjylland - ja faktisk de bedste, lyder det fra Anders Kühnau.

Aarhus Universitetshospital har vundet i kategorien, som omfatter de største hospitaler i Danmark.

Danmarks bedste afdeling for leddegigt

En af grundene til, at Regionshospitalet i Silkeborg er løbet med prisen som Danmark bedste mindste hospital, er hospitalets afdeling for leddegigt.

Afdeling er nemlig landets bedste af sin slags.

- Vi ligger meget højt konstant, når det gælder patienttilfredshed. Faktisk på hundrede på en skala fra nul til hundrede. Der bliver præsteret en høj kvalitet. Vi sikrer folk, at de får en høj kvalitet i deres undersøgelse og behandling, og det er derfor, vi får priserne, forklarer Ulrick Fredberg, der er ledende overlæge på Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Sidste år fik afdelingen ligeledes en pris for deres indsats.

- Vi har et robust tema - både af læger, sygeplejesker og sekretærer. Og så er vi gode til at organisere os og tilpasse os de behov vore patienter har, siger Dzennan Masic, der er afdelingslæge på gigtafdelingen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Andre østjyske hospitaler er også blevet kåret. Aarhus Universitetshospital blev kåret som Danmarks bedste store hospital. Regionshospitalet i Silkeborg fik prisen som Danmarks bedste mindre hospital - i øvrigt lige foran Horsens. Og i kategorien Mellemstore Hospitaler vandt Viborg, mens Randers blev nummer 4.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her