TV 2-ansatte tiltalt efter dokumentar om østjyske plejehjem
- Det er sgu et seriøst twist, at anklagemyndigheden peger pilen mod journalisterne og TV 2 som dem, der har krænket Else og Niels, siger journalist Michael Bech.
En tidligere journalist ved TV 2, Michael Bech, og den nuværende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, er blevet tiltalt for at have vist optagelser af "private forhold, som åbenbart kunne forlanges unddraget en bredere offentlighed".
Det skriver fagbladet Journalisten.
Der er tale om optagelser fra blandt andet plejehjemmet Kongsgården i Viby og Huset Nyvang i Randers, hvor man i dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' så den dengang 90-årige Else Marie Larsen og 91-årige Niels Christian Nielsen blive udsat for massiv omsorgssvigt.
Eksempelvis så man, hvordan Niels Christian Nielsen flere gange bede rom hjælp til at få skiftet sin ble, men at der går cirka ti timer, før det sker, selv om han siger det til en plejer. Vedkommende vælger i stedet at servere hans frokost.
Dokumentaren skabte således stor debat om ældreplejen i Danmark, men den førte også til, at folkene bag den blev sigtet af politiet for overtrædelse af straffelovens paragraf 264a, der altså handler om uberettigede optagelser.
Det straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder.
Til Journalisten siger Michael Bech, at han er forundret over, at sigtelsen mod ham, der er fra 2020, her fire år senere er vekslet til en tiltale.
- Det er sgu et seriøst twist, at anklagemyndigheden peger pilen mod journalisterne og TV 2 som dem, der har krænket Else og Niels. Det er en total uskik at begynde at gå efter budbringeren, siger Michael Bech, der frygter, at hans situation - herunder de mange års venten - kan være medvirkende til, at andre journalister ikke har lyst til at involvere sig i lignende sager.
Af anklageskriftet fremgår det ifølge fagbladet, at det særligt er situationerne med hjælp til afføringsproblemer og bleskift, der er årsagen til tiltalerejsningen.
- Det er rigtigt, at vi viste meget private optagelser af Else og Niels. Men alle de intime områder var jo sløret på optagelserne, og alle scener og optagelser var godkendt af alle pårørende og af Else selv og sågar af Elses værge, siger Michael Bech til Journalisten, som forgæves har forsøgt at få et svar på kritikken fra Anklagemyndigheden.
Sagen skal behandles ved Retten i Odense.
Startet af familiens henvendelse
Historien om omsorgssvigt på plejehjemmet Kongsgården kom frem, efter at TV 2 blev kontaktet af pårørende til Else Marie Larsen, der var dement.
Familien havde i tre år råbt op om kritisable forhold på plejehjemmet, uden at Aarhus Kommune gjorde noget ved sagen.
For at dokumentere de kritisable forhold, som familien oplevede på plejehjemmet, foretog TV 2 derfor efter aftale med familien de skjulte optagelser i Elses lejlighed på Kongsgården i Viby.