Udsatte børn på sommerlejr: - De er en halv meter højere, når de går herfra
Red Barnet har i år arrangeret 60 procent så mange sommerlejre for udsatte børn som sidste år. 9-årige Borys Klitgaard er glad for at være med.
- Det er anden gang, jeg bor i telt. Her sover jeg med min ven.
9-årige Borys Klitgaard viser stolt teltet frem. Hans og vennens navn står på en lille seddel ved lynlåsen.
Borys Klitgaard er i denne uge på Red Barnets Sommerlejr i Ry sammen med 25 andre børn. Alle deltagerne er med, fordi de på den ene eller den anden måde kommer fra udsatte familier og trænger til en god sommeroplevelse.
- Min mor tænkte, at jeg kunne komme på lejrturen og møde nogle venner. Så sagde jeg: "Okay", så nu er jeg på lejrturen, forklarer Borys Klitgaard.
- Det er godt, for man kan prøve nogle nye ting, man ikke har prøvet før.
Noget at fortælle
På børnesommerlejren ved Ry får børnene en masse oplevelser i naturen og det er vigtigt, fordi mange af børnene ellers ikke skulle noget i ferien, fortæller Heidi Ritto, der er lejrleder for Red Barnets børnelejre i Aarhus Lokalforening.
- Nogle børn glæder sig ikke til at holde sommerferie, hvis de ikke har noget at glæde sig til. Nu giver vi dem en mulighed for at glæde sig til en uge med andre børn. Så har de noget at komme hjem og fortælle deres mor og far om og fortælle deres klassekammerater om. Det skal man ikke underkende, siger hun.
- Vi får så mange smil og det er kun glade børn. De her børn går direkte ind i hjertet og vi er vilde med det.
Tør mere og mere
En af sommerlejrens helt store attraktioner for børnene er svævebanen, der begynder højt oppe i et træ og slutter ved en stige. Børnene får sikkerhedsudstyr på, inden de vover sig op i svævebanen.
- I mandags var der ikke ret mange, der turde prøve svævebanen. Tirsdag var der lidt flere og onsdag står de i kø, så sammen udvikler vi os og det er rigtig fedt at se, siger Heidi Ritto, der er lejrleder for Red Barnets børnelejre i Aarhus Lokalforening.
- Børnene får en oplevelse af, at de kan mere, end de troede, de kunne. Flere af børnene er en halv meter højere, når de går herfra.
Borys Kllitgaard havde heller ikke turdet prøve svævebanen på lejrens første to dage, men onsdag vovede han sig ud i det og prøvede for første gang at tage svævebanen helt fra toppen højt oppe.
- Faktisk var det ikke så svært, lød det fra en stolt Borys, da han kom ned fra svævebaneturen.