Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Uvist om dødsbilist møder op i retten

En 35-årig mand, som under en overhaling frontalt stødte sammen med en anden bil, hvor tre personer døde, fremstilles senere torsdag i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

Manden er selv kommet til skade ved ulykken, og ifølge kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, er det torsdag formiddag endnu uvist, om han vil være i stand til fysisk at deltage i retsmødet.

Det oplyser han til Ritzau.

Den 35-årige er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og for at have kørt bil uden at have førerret, oplyser Østjyllands Politi torsdag morgen på X.

Politiets mistanke mod manden er baseret på de observationer, som politiet gjorde på stedet, fortæller Jakob Christiansen til Ritzau.