VIDEO: Se julens nye trækplaster i Tivoli Friheden

I denne weekend bliver julen for alvor sparket i gang flere steder i Østjylland. Blandt andet i Tivoli Friheden, som i dag åbner for deres nyeste attraktion.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Se den fine nye installation i videoen her.

5.000 LED-lys, lanterner af 740 kvadratmeter stof og 1.800 meter elektriske kabler.

Det er lidt af et udstyrsstykke, der i dag åbnede i Tivoli Friheden. Forlystelsesparkens nyeste attraktion hedder ”Svanesøen” og er bygget af fem kinesiske kunsthåndværkere. Den skal give de besøgende en eventyrlig rejse med både musik og lys.

Vi er jo kendt for at have rigtigt meget julelys, og på et tidspunkt får du nok julelys.
Henrik Ragborg Olesen, direktør, Tivoli Friheden

- Vi er jo kendt for at have rigtigt meget julelys, og på et tidspunkt får du nok julelys. Og du får også behov for at lave noget nyt, som folk ikke har set før. Det her er noget helt andet, men det udnytter vores smukke rammer, siger direktør i Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er fem kinesiske kunsthåndværkere, der har lavet den eventyrlige udgave af Svanesøen til Tivoli Friheden.

- Om aftenen, når mørket falder på, ser det her gudesmukt ud, og vi synes, det er en sjov og spektakulær oplevelse for vores gæster, siger Henrik Ragborg Olesen.

Jul er højsæson

De kinesiske kunstnere har været fire måneder om at bygge det spektakulære værk, som blev fragtet til Aarhus Havn i fem containere.

Vejret viste sig fra sin regnfulde side i dag. Men ifølge direktøren er der i år bedre overdækning og mere varme til de frysende og våde gæster.

Direktøren regner med, at omkring 110.000-130.000 gæster lægger turen forbi Tivoli Friheden i julesæsonen, som slutter d. 30. december. For selvom mange gæster forbinder Tivoli Friheden med sol og sommer, har julen faktisk overgået sommermånederne.

- Julesæsonen er for os blevet den rigtige højsæson. Vi har flere gæster på en gennemsnitlig juledag, end vi har på en gennemsnitlig sommerdag. Så vi håber, at der kommer lige så mange som sidste år, siger Henrik Ragborg Olesen.

VIDEO: Tidligere i år lancerede Tivoli Friheden en ny forlystelse, "Hjertekig." Her kan du se udsigten fra toppen af tårnet.

Udover den nye attraktion kan de besøgende også se 3.000 udendørs julekugler, 300 juletræer og 16 kilometer juleranker til jul i Tivoli Friheden.

Julemarked på Rosenholm Slot

Også på Rosenholm Slot i Hornslet er julen for alvor blevet skudt i gang. Her er der i denne weekend julemarked med over 80 udstillere.

Signe Kähler er for anden gang på julemarkedet på Rosenholm Slot for at sælge varer fra sin butik, Signe Kähler - Ceramics & Design

En af dem er Signe Kähler, der udstiller sine egne kreationer.

- Her er hyggeligt, og det er et dejligt julemarked. Man bliver som udstiller rigtigt godt modtaget, og så kommer der masser af glade mennesker forbi, siger Signe Kähler til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg synes, det er enormt hyggeligt. Der er meget forskelligt at se på.
Tine Porse, Odder

Især hendes hjemmelavede juletræer i forskellige størrelser går som varmt brød.

- Jeg kan slet ikke nå at følge med. Jeg laver det hele fra bunden selv, så der er pres på i værkstedet lige nu.

Signe Kählers små juletræer fås i forskellige farver og størrelser.

Familien Porse havde taget turen fra Odder for at komme på julemarked. Og det levede til fulde op til forventningerne.

- Jeg synes, det er enormt hyggeligt. Der er meget forskelligt at se på. Vi har luret lidt på, om ikke der er noget, vi skal have med hjem, siger Tine Porse til TV2 ØSTJYLLAND.

Julemarkedet på Rosenholm slot fortsætter i morgen, søndag.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her