Wieghorst: Vi er tilfredse
Det var en målløs kamp, men cheftræneren er tilfreds med resultatet
- Vi er tilfredse med det ene point, sådan som kampen former sig i anden halvleg, siger cheftræner Morten Wieghorst efter kampen.
Det blev et tæt opgør mellem AGF og Viborg mandag aften.
Kampen blev hektisk og spillet i et højt tempo, hvor der var chancer i begge ender. Men ingen af holdene formåede at score mål.
Se: Ét point med hjem til Aarhus
- Vi har gode perioder på bolden, og det var også planen, at vi skulle have lidt længere perioder på bolden, end vi havde mod Brøndby. Men det er en anden type modstander her. Jeg synes, vi gjorde det godt, men vi manglede slutproduktet i første halvleg for at få bonus af det gode spil, siger cheftræneren.
Efter pausen, var det Viborg, der var styrende, og sidst i kampen fik AGF's spanske forsvarer Adrian López sit andet gule kort i kampen for at røre bolden med hånden - eller gipsarmen.
Se også: Udvist AGFer: Det var umuligt
Det betød rødt kort, og AGF måtte spille resten af kampen en mand i undertal.
- I anden halvleg spiller vi ikke godt nok, og da vi så får en mand vist ud, så handler det om at tage det ene point, siger Morten Wieghorst.
Efter de to første kampe i Superligaen har AGF sat fire point ind på kontoen, og det er træneren absolut tilfreds med.
Se også: Anfører: Vi er glade for pointet
- Det skal vi være glade for. Nu skal vi forberede os til næste kamp, som jo er endnu en hjemmekamp. Men ja, fire point i to kampe, det er fint, siger han.
Næste gang AGF skal i aktion bliver på søndag 2. august, hvor aarhusianerne tager imod Randers FC på hjemmebane i Aarhus.
Se hele interviewet med Morten Wieghorst i videoen øverst på siden.