Duncan nettede i dansk målfest
Danmark vandt bronze til Kirin Cup i Japan med en sejr over Bulgarien. Den aarhusianske bomber bidrag til triumfen
I formiddag spillede Danmarks a-landshold mod Bulgarien i kampen om bronzemedaljerne til den japanske turnering Kirin Cup. Her var den brændvarme AGF-bomber Morten "Duncan" Rasmussen medvirkende til en sikker sejr.
AGF-angriber satte nemlig landsholdet i gang med sin scoring til 1-0 kort før pausen. Victor Fischer blev sendt i dybden, og han lagde bolden ind til "Duncan", som sendte kuglen højt op i nettaget.
Hattrick af Eriksen
Efter pausen var det en anden af de danske profiler, der stjal billedet. Christian Eriksen fra engelske Tottenham imponerede med et vaskeægte hattrick på blot 10 min, og så var opgøret lukket. Danmark vandt 4-0.
Morten "Duncan" Rasmussen har også været flyvende i superligaen på det seneste, og han var en stor del af de sejre, som AGF kæmpede sig til i sidste halvdel af sæsonen.