Riddersholm: Vi har været igennem nederlag, som smagte langt dårligere
Glen Riddersholm kunne se sit AGF-mandskab tabe 3-0 til FC Midtjylland mandag aften
AGF måtte mandag aften gå fra banen med et stort nederlag, da holdet hjemme tabte 3-0 til FC Midtjylland.
Selvom resultattavlen viste et klart nederlag til aarhusianerne, så mente cheftræner i AGF, Glen Riddersholm, alligevel, at AGF-spillerne gav hvad de havde i kampen.
- Nederlag smager på forskellig vis, og vi har været igennem nogle nederlag, som smagte langt dårligere end i dag. Selvom nederlag aldrig er rare, så er det klart, at når jeg kan se, at spillerne giver alt, hvad de har, når Midtjylland er nede en hel del gange og skal have hjælp, så er det fordi, at spillerne gør alt, hvad de kan, og så mangler vi det sidste overblik og det sidste kvalitet i beslutningerne individuelt til, at vi for alvor får noget ud af anstrengelserne, siger Glen Riddersholm.
Fortjent sejr
Da først FC Midtjylland var kommet i front, var der aldrig rigtig tvivl om sejren, og efter kampen kaldte Glen Riddersholm da også midtjyderne for fortjente vindere af dagens Superliga-opgør.
- Resultatet gør selvfølgelig ondt, men omvendt hvis man kigger på indholdet og præstationen, så er vi op imod en klasse modstander i dag, som fuldt fortjent vinder, siger Glen Riddersholm og fortsætter.
- I en kamp som i dag, der skal vi kende vores besøgstid på de chancer, vi har, blandt andet Mustis, hvor han er alene igennem ved 0-0. Vi har nogle muligheder ved 0-1, og så får de et tvivlsomt straffespark, der punkterer det lidt. Alligevel er vi tæt på en tre gange med Junker at få reduceret og få skabt noget ny spænding, og i slutfasen hvor vi forsøger at forcere lidt, får vi det sidste nådestød.
Skal omstille sig hurtigt
AGF får ikke lang tid til at komme sig over nederlaget. Allerede på fredag skal holdet i aktion igen i landets bedste række.
Det gælder en udebanekamp mod FC Helsingør klokken 18.00, og det bliver en helt slags modstander, end holdet stod overfor mandag aften fortæller Glen Riddersholm.
- Det er en helt anden type kamp mod en helt anden type modstander med en anden stil, og det er jo det, der hele tiden er vores opgave at forsøge at forberede holdet bedst muligt, og det bliver et tempo og en kamp, der bliver helt anderledes end i dag, og det skal vi lynhurtigt omstille os til, så vi kan slutte af med to sejre af de sidste tre kampe, inden vi går på en ny landskampspause.