Kæmpesti tættere på at blive til virkelighed
170 kilometer sammenhængende sti er ambitionen - og nu har en stor bevilling sat yderligere skub i projektet.
Et projekt i Gudenåsamarbejdet er kommet nærmere en realisering, efter det har fået en bevilling på op til 15 millioner kroner af fond. Det meddeler Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Pengene skal gå til etablering af et samlet stiforløb langs Gudenåen fra udspringet ved Tinnet Krat i Vejle Kommune til udløbet i Randers Fjord.
Og det glæder Lars Storgaard, der er borgmester i Favrskov Kommune og formand for Gudenåsamarbejdet.
Gudenåsamarbejdet
GudenåSamarbejdet er et samarbejde mellem Favrskov, Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg og Randers kommuner.
Formålet med GudenåSamarbejdet er at binde Gudenåen og oplandet bedre sammen som en sammenhængende outdoor-/friluftsdestination i Østjylland for borgere, gæster og turister.
Kilde: Favrskov Kommunes hjemmeside
- Jeg er rigtig glad for den flotte bevilling. Nu mangler vi kun cirka 15 millioner kroner for at kunne sætte projektet i gang. Vi håber, at finansieringen falder på plads allerede til efteråret.
Samlet 170 kilometer
De seneste par år har Gudenåsamarbejdet sammen med Naturstyrelsen og Vejle Kommune undersøgt, hvad der skal til for at få en sammenhængende naturoplevelse langs med hele Gudenåen.
I dag mangler der sti på 50 kilometer af strækningen, og ud over at etablere den sti, skal projektet også udbedre de stier, som findes i forvejen, så oplevelsen bliver bedre for vandrere og andre naturinteresserede.
Når projektet skal realiseres, følger en proces, hvor der skal laves frivillige aftaler med de berørte lodsejere. Projektet indeholder derfor en række indsatser, der skal sikre lodsejernes interesser og passe på naturen langs Gudenåen.
Det samlede stiforløb på 170 kilometer forventes at kunne stå færdigt i 2025, såfremt finansieringen falder på plads i efteråret. Bevillingen på de op til 15 millioner kroner kommer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.