Der er gået mode i mundbindene: - Maskerne er en accessory
Vi skal bruge mundbind mange steder, og det er ikke helt lige meget, hvordan de ser ud. For nogle er maskerne nemlig blevet en accessory.
De kan laves med katte på, med heste eller chilifrugter. Og så er der klassikeren med leopardmønster.
Hos Stof og Stuff i Risskov er der lidt til enhver smag.
- Corona er en trist tid, så derfor er måske rart at kunne lave et mundbind, der signalerer, at der godt må være lidt humor, lidt farver og lidt sjov, siger Marianne Brissing, der er indehaver af stofbutikken Stof og Stuff.
Hun langer dagligt massevis af stof over disken, som i et par kreative hænder bliver til unikke mundbind.
- Efter den seneste udmelding er det virkelig taget til med efterspørgslen på de her metervarer til at lave mundbind af, fordi det nu er blevet så massivt, at vi skal bruge dem, siger Marianne Brissing.
Nye krav om mundbind
Hun henviser til de nye restriktioner om øget brug af mundbind i det offentlige rum, som torsdag er trådt i kraft. Der er nu indført krav om brug af mundbind eller visir indendørs på alle offentlige steder frem til 2. januar. Det gælder blandt andet i supermarkeder, ungdomsuddannelser og sundhedsvæsnet.
Og tager man en tur rundt i det centrale Aarhus er det også nemt at få øje på de mere specielle mundbind.
- Man kan jo sige, at maskerne mere er blevet en accessory som en form for tilføjelse til ens stil, siger Jens Liebmann.
- Jeg vil ikke bare ligne alle andre. Jeg synes, det ser for trivielt ud, når alle har et blåt på, siger Bo, som TV2 ØSTJYLLAND torsdag også mødte på gaden i Aarhus.
Det er ikke kun i stofbutikken i Risskov, at efterspørgslen lige nu er stor. Flere butikker udvider sortimentet - blandt dem er Femilet på Strøget i Aarhus, som onsdag solgte 200 pakker af deres egne genanvendelige stofmundbind.
- Det er en sikkerhedsting, men det er noget, som vi alle skal have på, så måske man gerne vil skille sig lidt ud, siger Emma Amalie Jensen, der er store manager hos Femilet i Aarhus.