16-årig groft overfaldet
Banket af tre mænd med slag og spark
Østjyllands Politi efterlyser vidner i en grov voldssag, som fandt sted på Mindevej i Hammel lørdag morgen ved 8.30-tiden.
En 16-årig dreng blev overfaldet af tre ukendte gerningsmænd, som blandt andet sparkede den 16-årige i ansigtet og gav flere knytnæveslag.
Politiet har endnu ikke fået fat i overfaldsmændene og udsender derfor et signalement af to af dem, som skulle have været de mest aktive under overfaldet.
Mørkhåret og buttet
Politiet oplyser, at den ene overfaldsmand er omkring 18 år, ca. 170 cm høj, buttet, kort mørkt hår og dansktalende. Han var iført en sort Adidas-trøje med farvede striber ned langs ærmerne.
Han bar hvide Nike-sko med luftlomme i hælen og med Nike skrevet på siden af skoen med sølvskrift. Han havde desuden en synlig tatovering i nakken.
Den anden gerningsmand beskrives som mand, omkring 17 år, ca. 180-185 cm høj, hvidt, afbleget strithår, dansktalende og veltrænet. Han var iført hvid trøje, jeans og flade, hvide sko.
Har man oplysninger i sagen kan man kontakte Østjyllands Politi på 114.