Ældre raser over ændring af madpolitik – vil fjerne fokus på dansk mad

En revidering af den officielle madpolitik i Favrskov Kommune har skabt heftig debat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: I Favrskov diskuterer politikerne netop nu den kommunale madpolitik. Er det nødvendigt at skrive, at maden skal være dansk ? Ja, mener kommunens ældreråd - nej, mener borgmesteren.

'Kommunen vil sikre, at maden er velsmagende og veltilberedt med udgangspunkt i traditioner, højtider og i en alsidig dansk madkultur.'

Sådan lyder den officielle madpolitik på sundheds- og ældreområdet i Favrskov Kommune i dag. Men borgmesterens parti Socialdemokratiet ønsker at fjerne fokusset på den danske mad.

I stedet skal menuerne tilberedes med udgangspunkt i sæsonens råvarer og traditioner. Det forslag har dog skabt røre i andedammen.

Især hos dem ændringen kan få betydning for. De ældre.

- Vi skal have noget, vi kan forstå. Eksempelvis boller i karry og frikadeller, lyder det fra flere af beboerne på Solhøj i Hammel.

Rundt om spisebordet på Solhøj er beboerne stort set enige om, at der ikke er nogen grund til at servere hummus, tzaziki og falafel.

Kæmper for medister og flæskesteg

Her er den mest udbredte holdning, at der ikke er behov for at få udenlandske retter ind på menukortet.

Formanden for ældrerådet er enig.

- Det er helt naturligt med et afsæt i dansk madkultur. Det er det, de ældre vil have, siger formanden for det lokale ældreråd, Erik Bertelsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

De må gerne få alt muligt andet, men vi vil gerne holde fast i de retter der. Vi er trods alt i Danmark.
Niels Kallehave (DF), byrådsmedlem, Favrskov

Også Venstre og Dansk Folkeparti i Favrskov er på de ældres side, og hos lokalpolitikerne fra de to borgerlige partier ser man ingen grund til at ændre madpolitikken. Tværtimod.

Medister, flæskesteg og frikadeller skal ifølge DF'eren Niels Kallehave være en væsentlig del af menuen.

Folder bare paletten mere ud

- De må gerne få alt muligt andet, men vi vil gerne holde fast i de retter der. Vi er trods alt i Danmark, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Borgmesteren i Favrskov forsøger at berolige både de ældre og bekymrede byrådskolleger.

Forslaget om en ændring af madpolitikken skal ikke ses som et forsøg på at få det danske ud af køkkenerne, siger han.

- Vi fjerner ikke noget fra menukortet med forslaget. Vi folder bare paletten mere ud, så der ikke kun er mad fra Danmark, men også Kina eller Sydamerika, siger borgmester Nils Borring (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Frygter glidebane

Alligevel frygter DF en glidebane, hvor en eventuel godkendelse af ændringen kan være startskuddet til, at danske retter langsomt slettes fra menuen.

- Det er det værste, der kunne ske. Så er den danske madkultur ikke længere repræsenteret, siger Niels Kallehave.

Vi fjerner ikke noget fra menukortet med forslaget. Vi folder bare paletten mere ud, så der ikke kun er mad fra Danmark, men også Kina eller Sydamerika.
Nils Borring (S), borgmester, Favrskov

Ældrerådet opfordrer da også til, at forslaget droppes.

Men på tirsdag skal byrådet i Favrskov på trods af modstanden endelig beslutte, om formuleringen af madpolitikken skal ændres.

VIDEO: Der er børn i fokus og gang i kartoffelskrællerne i den nye madskole på Mølleskolen i Ry. Indslaget er fra den 4. november 2019. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her