Brandstation planlagt lukket – nu er der overraskende nyt
Hinnerup Brandstation blev for nylig af et flertal i byrådet foreslået lukket, men nu kan en redning være på vej.
Det har skabt heftig debat i Hinnerup og omegn, at den lokale brandstation stod til at lukke, efter et flertal i byrådet ønskede det. Men nu er der pludselig igen - lidt overraskende - store chancer for, at den bevares.
I første omgang stemte et rødt flertal i byrådet for, at den planlagte brandstation i Lisbjerg skulle dække Søften og Hinnerup. Og så skulle den lokale station i Hinnerup lukkes.
Men nu har borgmester Nils Borring (S) og hans bagland ændret holdning.
- Der er kommet nye oplysninger frem fra lokale og andre byrådsmedlemmer, som har overbevist os om, at Hinnerup ikke vil blive dækket godt nok ved en lukning, siger Nils Borring til TV2 ØSTJYLLAND.
- Derfor foreslår vi nu, at brandstationen i Lisbjerg kun skal dække Søften, og så skal den lokale station i Hinnerup ikke lukke, fortsætter han.
Tilfredshed hos modstander
Forslaget skal behandles af byrådet på et ekstraordinært møde mandag, og det ventes, at der bliver bred opbakning til den nye løsning.
Det var blot et smalt flertal, der tidligere stemte for at lukke brandstationen i Hinnerup.
En af de indædte modstandere var Venstres Morten Bang, der selv har erfaring med brandslukningsopgaver som indsatsleder hos politiet.
- Jeg er meget tilfreds med udviklingen. Lokale kræfter har vist, hvor meget det betyder for borgerne, at der er en lokal brandstation. Det handler om tryghed, siger Morten Bang til TV2 ØSTJYLLAND.
Morten Bang har lavet en video, hvor han forklarer konsekvenser af en lukning af Hinnerup Brandstation:
Venstremanden har helt ret i, at mange borgere i Hinnerup og de omkringliggende småbyer aktivt er gået ind i kampen for brandstationen.
De har blandt andet lavet Facebook-gruppen 'Bevar brandstationen i Hinnerup'. Heri fremgår utilfredsheden med den tidligere planlagte lukning tydeligt.
Stemning har ændret sig
- Det er aldrig nødvendigt at lukke en brandstation, men det kan være en politisk beslutning med deraf følgende konsekvenser, skriver Henrik Hansen blandt andre.
- Ren spareøvelse hvor man selv opfinder de "fakta", der passer ind. Stop nu det nonsens og giv borgerne i området den tryghed, der efterspørges, supplerer Lars Rasmussen.
- Uanset så kan 3 min. være afgørende ved hjertestop. Kan ikke forstå, at man holder så lille økonomi op mod den sikkerhed, skatteindtægter og den meromsætning man får i kommunen ved at beholde vores frivillige arbejdspladser, lyder det videre fra Mogens Jessen.
Stemningen har dog så ændret sig markant, siden nyheden om det ekstraordinære byrådsmøde med det nye forslag kom frem.
De lokale ser nemlig nu en reel mulighed for fortsat i mange år fremover at have en brandstation i Hinnerup.
Opbakningen til stationen har også påvirket borgmesteren, og de mange ytringer på Facebook har haft indflydelse på den nye udvikling.
Har fået kendskab til problemerne
- Det betyder noget for mange, at der er en lokal station. Og jeg synes, det er fint, at folk reagerer. Minutter kan være afgørende, og det anerkender jeg, siger Nils Borring til TV2 ØSTJYLLAND.
Grunden til, at han som en del af et flertal i første omgang bakkede op om lukningen af Hinnerup Brandstation, var, at der i det første materiale fremgik, at man også fremover ville leve op til en responstid på maksimal 10 minutter.
Men der var udeladt vigtige variationer og scenarier, som har fået ham og flere til at ændre standpunkt.
- Dem var vi ikke selv opmærksom på, men er vi blevet nu. Jeg forventer, at byrådet støtter det nye forslag, hvor stationen i Hinnerup bevares, og den i Lisbjerg fremover kun skal dække Søften, siger borgmesteren.
Læs også:
Hvis der stemmes for forslaget på det ekstraordinære byrådsmøde mandag, skal indsparket sendes videre til Beredskabskommissionen, som på sit møde den 18. juni ventes at vedtage det endeligt.
Fra 1. januar 2022 skal den planlagte brandstation i Lisbjerg så overtage Søften.