Synligt beruset spritbilist snuppet med tårnhøj promille
Takket være en opmærksom borger blev en vanvidsbilist stoppet i Ulstrup.
En 71-årig kvindelig bilist er mandag formentlig vågnet med en god hovedpine.
Søndag blev den kvindelige bilist taget af politiet med en promille på over 2,0. Hun er derfor sigtet for spirituskørsel, ligesom hendes bil er beslaglagt med henblik på konfiskation.
Det var en opmærksom borger, der ledte politiet på sporet af spritbilisten.
I Ulstrup så vedkommende den 71-årige bilist, der 'kørte usikkert og slingrende' igennem byen, oplyser Østjyllands Politi.
- Anmelderen fik guidet en patrulje frem til bilen, hvor en synligt beruset 71-årig kvinde sad bag rattet, lyder det videre fra politiet.
Farvel til bilen
Patruljen fik kvinden til at puste i et alkometer, og det blæste hun op på mere end 2,0. Når promillen er så høj, betegnes det som vanvidskørsel, hvorfor kvinden nu har udsigt til at miste bilen.
Den 71-årige kvinde har fået taget en blodprøve, som nu skal fastslå, hvor høj hendes promille præcist var.