VIDEO: Elmast flimrede forud for strømsvigt
Elselskabet N1 bekræfter, at der er tale om den samme elmast, hvor ved en fejl, der resulterede i et strømsvigt sent lørdag aften ved Hadsten, opstod.
Det var lidt af et lysshow, der fandt sted ude foran Rasmus Storgaard Quirkes og hans families hus i Hinnerup lørdag aften omkring klokken 21.00.
Det fik ham til at tage sin telefon frem og filme en video af hvad, der skete.
Læs også:
- Vi kunne se på grund af tåge og dis, at himlen lyste helt vildt op. Vi gik udenfor og så, hvordan en elmast foran vores hus glimrede og gjorde ved, siger Rasmus Storgaard Quirke til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det kunne man også høre på lydene. Der var et kæmpe lysshow derude.
Beredskab & Sikkerhed på stedet
Den flimrende elmast fik samtidig Rasmus Storgaard Quirke og hans kone til at ringe efter hjælp, hvorefter Beredskab & Sikkerhed ankom til stedet efter cirka ti minutter.
Det bekræfter fælles operationschef for Østjyllands Brandvæsen og Beredskab & Sikkerhed, Anders Rathcke, over for TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
- Der var ild fra en højspændingsinstallation. Vi var til stede derude, hvor vi primært sikrede området, indtil elselskabet ankom til stedet, siger operationschef Anders Rathcke.
Beredskab & Sikkerhed modtog alarmen lørdag aften klokken 21.01.
Forbundet med strømsvigt
Lørdag aften i tidsrummet mellem klokken 23.00 og 00.30 stod mellem 5000 og 6000 borgere i Hadsten og omegn uden strøm. Årsagen til strømsvigtet var en brændt endemuffe, oplyser elselskabet N1.
N1 bekræfter over for TV 2 ØSTJYLLAND, at der er tale om den samme elmast, hvor ved fejlen, der forårsagede et strømsvigt sent lørdag aften, opstod.
N1 understreger, at elmasten ikke udgør nogen risiko, da den er indhegnet, som den type elmaster altid er.
Elselskabet N1 arbejder nu på at undersøge, hvad der har forårsaget den brændte endemuffe.