AC Horsens har fundet ny boss
31-årige Kristian Nielsen ny direktør i den østjyske klub
AC Horsens har nu fundet manden, der fremover skal stå i spidsen for den østjyske fodboldklub.
Valget faldt på 31-årige Kristian Nielsen, der begynder i sit nye job allerede på mandag.
Kristian Nielsen er uddannet finansøkonom og har arbejdet flere år i Sydbank Horsens.
Kristian Nielsen har både været spiller og ungdomstræner i AC Horsens. Derudover har han senest arbejdet som U15- og U17-ligatræner i AC Chievo Verona i Italien.
Ifølge AC Horsens bliver opgaverne for den nye direktør mangeartede. Han skal primært fokusere på ledelse af personalet og de daglige opgaver på kontoret, herunder især en stram økonomisk styring.
- Vi har hele tiden vidst, at det ville blive en udfordring at finde en god afløser for Henrik Ravn, som med samme energi og entusiasme kan brænde for AC Horsens i fremtiden. Det mener vi at have fundet i Kristian, siger klubbens formand, Ole Simonsen, til AC Horsens' hjemmeside.
- De nye økonomisk betingede tilpasninger giver både spillere, trænere og administration nye vilkår i hverdagen, og derfor er vi rigtigt glade for, at Kristian Nielsen har fundet jobbet i AC Horsens attraktivt.
Kristian Nielsen vender omgående hjem til Danmark, hvor han vil bosætte sig i Horsens med sin kæreste.
AC Horsens overvintrer på femtepladsen i 1. division. Østjyderne indleder forårssæsonen, når de på hjemmebane møder Roskilde søndag den 15. marts.