Carls GPS havde strøm til 24 timer - tre uger senere fandt man ham død i et kælderrum
I ugevis sad Carl Petersens børn i uvished over, hvor deres ældre far befandt sig. De mener ikke, at den gps, han havde fået af kommunen, var tilstrækkelig.
Det er den 7. januar sidste år. Vejene er mørklagte og øde på familien Petersens køretur fra Hornsyld til Horsens.
For lidt over et år siden gik Keld og Jettes far, Carl Petersen fra sin ældrebolig i centrum af Horsens. Det var sidste dag, han blev set i live.
- Jeg tænkte de første par timer, at nu fandt vi ham. Men så kom alvoren, og jeg tænkte, det er løgn, vi kan simpelthen ikke finde ham, siger Carls datter, Jette Munk Lützen.
TV 2 ØSTJYLLAND har bedt familien til Carl Petersen om at genleve den tur for et år siden, da de om aftenen den 7. januar måtte lede efter deres far.
- Han havde kun en tynd sommerjakke på, hvor vi andre jo står her i tykke jakker. Det var koldt udenfor. Rigtig koldt, siger Carls svigerdatter, Jette Petersen.
Carls sidste fest
I Hornsyld lidt uden for Horsens sidder familien til Carl Petersen i dag og undrer sig over, hvordan den dag sidste år kunne ende så galt.
- Han er født i 1932, her er han sammen med sin familie, siger Jette Pedersen og viser et billede fra Carl Petersens sidste fest.
- For det første var det en hyggelig dag, og så var det den sidste fest, han holdt, hvor han var i live i hvert fald, siger Keld Petersen.
Efter en blodprop i hjernen for ti år siden blev Carl Petersen dårligere. Han blev i 2012 tildelt en ældrebolig af Horsens Kommune. Boligen ligger ved siden af plejehjemmet Ceres Centret.
Carl Petersen modtog besøg fra hjemmeplejen i Horsens fire gange dagligt. Han måtte gerne gå ud, og det gjorde han også.
- Far elskede jazz og gik tit ned til koncerter i Horsens, men i takt med, at han blev dårligere, var han til sidst mest bare nede på tanken eller på en bar for at købe en øl, siger Keld Petersen.
GPS'en var mangelfuld
Da Carl Petersen ofte går ud, bliver han også udstyret med en gps af Horsens Kommune, så familien kan finde ham. Gps'en har dog tidligere skabt problemer.
- I starten pillede han jo også den gps af sit nøglebundt. Men jeg sagde til ham, "Du skal have den på. Det er en sikkerhed, så vi kan finde dig". Og så accepterede han det egentlig også. Det var så bare ikke den tryghed, vi havde regnet med, siger Jette Petersen.
Familien fortæller, at gps'en blandt andet havde et såkaldt geofence-system, der skulle alarmere familien, når Carl Petersen gik en vis afstand fra sin ældrebolig. Men ifølge familien har den aldrig virket ordentligt.
Hans datter Jette siger også, at gps'en flere gange var misvisende.
- Der var en gang, hvor hans gps sagde, han var på Smedegade i Horsens, men der var han ikke. Og så gik jeg op i hans lejlighed, og han lå oppe i sofaen og sov, siger Jette Munk Lützen.
Samtidig siger familien, at Carl Petersen kun havde én gps, og at den skulle oplades dagligt. Den kunne ikke holde strøm i mere end 24 timer.
- Det, vi ønsker allermest, er, han kunne spores. Men den gps, far havde, udsendte kun et lille signal, hver gang der var gået et kvarter. Hvis man var heldig. Og hvis den blev våd, virkede den heller ikke, siger Keld Petersen.
På dagen for Carl Petersens forsvinden får familien at vide, at plejepersonalet uden held har forsøgt at træffe Carl i hans plejebolig klokken 12 middag.
- Herefter er han med sikkerhed set af et vidne i Horsens by klokken to eftermiddag, siger Jette Petersen.
Klokken er kvart over ni om aftenen, da Jette Petersen modtager et opkald fra Carls plejepersonale.
- De ville lige høre, om far var sammen med os, for de har ikke truffet ham i ældreboligen klokken tolv, klokken fire og klokken seks, siger hun.
- Vi forsøger at tracke hans gps, og vi får ikke noget tilbage, siger Jette Petersen, der kort efter modtager endnu et opkald.
Denne gang er det politiet.
- De siger til os, at det her ikke er sådan super godt, siger hun.
Jette og Keld Petersen kører med det samme mod Horsens for at lede efter Carl.
En time efter mødes familien inde ved hans ældrebolig i Horsens. Her er allerede et massivt opbud af politi og flere frivillige, der alle leder efter Carl.
- Der var også helikoptere, altså det var jo helt vildt. Man troede simpelthen, der var krig i Horsens, siger Jette Lützen til TV 2 ØSTJYLLAND.
Politi og beredskab leder i de efterfølgende dage i både vandløb og åer efter Carl Pedersen. Men uden held.
Jette Pedersen siger, at politiet dagen efter Carls forsvinden fortæller dem, at sidste signal fra hans gps kom på samme tidspunkt, som han blev set af et vidne i Horsens by klokken to.
Carl Petersen bliver tre uger efter sin forsvinden fundet i et kælderrum i en beboelsesejendom i Horsens. Han findes af en teleoperatør, der skal ordne internettet i bygningen.
I dag føler familien til Carl Petersen, at en velfungerende gps havde skånet dem for meget sorg og uro i ugerne, efter han forsvandt.
- Du kan jo få en lille gps i dit armbåndsur i dag, som kan holde strøm i ugevis. Men fars gps kunne vi jo ikke engang spore, og kommunen sagde jo også, det var noget gammel teknologi.
Eksperter: Dårlige gps'er hører fortiden til
- En gps, som kun har batteri i 24 timer, det er ikke tilstrækkeligt, for nogle af de her eftersøgninger foregår jo over længere tid, siger direktør for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
Han er enig i familiens kritik af kommunens udleverede gps til Carl Petersen. Og Alzheimerforeningen mener også, at en gps aldrig må stå alene.
- Vi har i Alzheimerforeningen i mange år kæmpet for, at der gøres større brug af gps'er, fordi når uheldet er ude, så er det afgørende - specielt her i vintermånederne - at man kan finde den person, der er blevet væk. Men man skal huske på, at det er en slags sikkerhedssele.
- Den skal kun anvendes, når alt det andet, man har prøvet, ikke har virket. Vi mener, at man skal tilbyde det til alle beboere på plejehjem, og samtidig skal kommunen også have en viden om, hvordan man bruger den, siger Nis Peter Nissen til TV 2 ØSTJYLLAND.
Også demenspsykolog og tidligere demenskoordinator Anneke Dapper-Skaaning mener, at den teknologiske udvikling på gps-området har overhalet en gps, der kun holder strøm i 24 timer.
- Gps'er er sat i verden for at finde folk, og så kan man sige, er 24 timer så nok? Det er jo en teknologi, vi har arbejdet på i mange år, siger Anneke Dapper-Skaaning til TV 2 ØSTJYLLAND.
Hun understreger ligesom Alzheimerforeningen, at kommunerne også skal være særligt opmærksomme på personalets anvendelse af de ældres gps'er.
- Hvis man har at gøre med en beboer, der kan gå et hvilket som helst tidspunkt på døgnet, er én gps så nok? Teknologien kan også blive en sovepude for plejepersonalet, og så er det jo en falsk tryghed, siger hun.
Kommune genkender ikke kritik
Vi har bedt Horsens Kommune om et interview om omstændighederne omkring Carl Petersens død. Det har kommunen dog afvist med begrundelse i tavshedspligten.
Susanne Rasmussen er leder af demensområdet i Horsens Kommune. Hun vil ikke kommentere på den konkrete sag om Carl Petersen, men vil gerne fortælle generelt om de gps'er, kommunen benytter sig af.
Hun kan ikke genkende kritikken fra Carl Petersens efterladte.
- Vi har ikke fået nogen klager over mangelfulde eller defekte gps'er, siger Susanne Rasmussen til TV 2 ØSTJYLLAND.
Og hun fortæller, at borgere med behovet får udleveret mellem én og to gps'er af Horsens Kommune.
- Vores gps'er kan holde strøm mellem 18 og 24 timer, og vi har en vejledning både til pårørende og beboere, hvornår den skal oplades. Så hvis de er aktive om natten, skal den oplades i dagtimerne, siger Susanne Rasmussen.
- Kritikere siger, at gps’er, der kun kan holde strøm i 24 timer, lyder helt hul i hovedet. Er du enig?
- Det kunne man da godt være enig i, men vi har ikke de store udfordringer med, at de holder strøm. Men hvis det er borgere i eget hjem, så synes de, det skal være strømbesparende, og så slukker den.
- Siger du, det er borgerens egen skyld?
- Nej, jeg siger ikke, det er borgerens egen skyld, jeg siger bare, at det godt kan være udfordrende. Jeg siger bestemt ikke, at det er borgerens egen skyld.
- Men hvis borgeren slukker den, er det så ikke kommunens opgave som visitator at sørge for, at de får en ekstra eller får en gps, så den kan holde længere?
- Jo, men man kan sige, om den så kan holde længere - hvis de slukker den, så er det jo lige vidt, siger Susanne Rasmussen til TV 2 ØSTJYLLAND.
Hun fortæller også, at Horsens Kommune kigger på nye gps-teknologier til deres borgere på plejehjem og i ældreboliger.
Blandt andet en såkaldt 'AirTag', der kan holde strøm i månedsvis. Susanne Rasmussen afviser dog, at det sker på baggrund af sager ligesom Carl Petersens.
Tilbage i Hornsyld sidder familien Petersen uden deres far Carl. De er meget glade for den hjælp, både frivillige og politiet har bistået dem med i eftersøgningen. Men de frygter allermest, at mangelfuld gps-teknologi kan medføre, at andre ældre forsvinder og dør.
- Det påvirker mig mest at høre om nogle andre, det er sket for. Jeg tænker bare, hold kæft hvor træls. Der kan jeg godt blive ked af det, siger Keld Petersen.
- Jeg vil ikke ønske det her for nogen, men folk skulle selv prøve, hvordan det er at gå rundt og lede efter sin far i tre uger. Kan man for dælen ikke bare lave noget, der fungerer, siger Jette Lützen til TV 2 ØSTJYLLAND.
Har du erfaring med lignende sager? Så kontakt journalist David Essenbæk Jakobsen på daja@tv2oj.dk.