DF kræver nu kritiserede fartbøder annulleret
218 fartbøder, der er blevet udstedt på Strandpromenaden i Horsens, er blevet genstand for megen debat.
Nu er der måske håb for de 218 bilister, der for en uge siden blev blitzet på Strandpromenaden i Horsens.
Hastighedsbegrænsningen på strækningen blev pludseligt ændret fra 60 til 50 kilometer i timen – uden skiltning. Og derfor røg hundredvis af bilister i fælden og blev blitzet med en bøde til følge.
Men når der laves om på hastighedsbegrænsningerne på kommunale veje, så bør myndighederne ifølge Dansk Folkeparti oplyse det tydeligt, så bilister ikke får fartbøder.
Og derfor bør en række bilister i Horsens have annulleret de bøder, de fik. Det mener transportordfører for Dansk Folkeparti Hans Kristian Skibby, der nu har kontaktet justitsministeren.
- Jeg synes, det er kritisabelt, at man kan få bøder, når man ikke fra myndighedernes side sørger for at koordinere den trafikændring, der skal til, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Rigspolitiet bestemmer
Sagen startede den 26. juni, hvor de mange 60 km/t-skilte, der i årevis har stået langs Strandpromenaden i Horsens, pludselig blev fjernet.
Det blev bilisterne ikke gjort opmærksom på, og da politiets fartkontrol i sidste uge rykkede ud til Strandpromenaden, røg hele 218 bilister i fælden.
- Når du kører samme rute 30 år i træk, så sidder du ikke og holder øje med, om de samme skilte er der, fortalte Thomas Martin Kaxe, der var en af de uheldige, der blev blitzet, til TV2 ØSTJYLLAND.
Nu ønsker Dansk Folkeparti altså at få rigspolitiet til at annullere bøderne, som den Thomas Martin Kaxe har fået.
- Skal de her bøder trækkes tilbage, så er vi nødt til at få rigspolitiet til at gøre det, og det gør de kun, hvis vi får justitsministeren til at bede dem om det, lyder det fra Hans Kristian Skibby.
Har skabt stor debat
Thomas Kaxe, der blev blitzet på strækningen, blev også bakket op af de lokale byrådsmedlemmer, der heller ikke mener, at bøden er rimelig.
- Fejlen ligger i, at vi og forvaltningen ikke har været gode nok til at hjælpe borgere med at gøre dem opmærksom på, at hastigheden nu blevet at ændre på den her strækning, fortæller Martin Ravn, formand for Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune for Venstre.
Også på Facebook har borgerne diskuteret bødens rimelighed.
Nu bliver der så sat midlertidige skilte op på strækningen langs Strandpromenaden, der gør bilisterne opmærksom på hastighedsændringen.
Og det mener Hans Kristian Skibby bør være normal praksis fremover, så varslingen bliver et kommunalt krav.
- Jeg synes, folk skal betale deres fartbøder, hvis de kører for stærkt, men i det her tilfælde er det ikke rimeligt, at man ændrer det uden at gøre opmærksom på det og så begynder at blitze folk, lyder det fra transportordføreren fra Dansk Folkeparti.
TV2 ØSTJYLLAND har torsdag forsøgt at få en kommentar fra Justitsministeriet og flere ordførere på Christiansborg. Det har desværre ikke været muligt.