Horsens bedst under pres
Spiller bedst mod de store klubber
AC Horsens har vænnet sig til presset fra omgivelserne og har det godt på en tredjeplads i Superliga-tabellen, selv om FC Midtjylland runde efter runde ånder dem i nakken.
- Vi er fantastiske under pres. Mens det er ligesom om, at når vi får de tre point og har mulighed for at få seks point (forspring, red.), så fejler vi, siger Martin Spelmann.
Lørdag vandt FC Midtjylland hjemme over OB og lagde dermed maksimalt pres på AC Horsens inden kampen mod Brøndby. Og alligevel vandt jyderne 2-0. Martin Spelmann selv scorede i tredje kamp ud af tre mulige denne sæson mod Brøndby.
- I de her store kampe formår vi at levere, og det er jo fantastisk, at vi formår at holde os foran et hold som FC Midtjylland, som er utroligt stærke, og som burde ligge og kæmpe om 1.-2.-pladsen, siger Martin Spelmann.
- I dag leverer vi noget rigtigt flot fodbold med hæl og tå, siger Martin Spelmann.
Træner: Vi har styr på Brøndby
Hans træner, Johnny Mølby, forklarer overtaget i de store kampe med, at AC Horsens har det godt imod hold, som ikke kommer og pakker sig.
- Vi har det godt mod nogen, som gerne vil spille åbne kampe og vinde, og det vil Brøndby. De kommer for at få tre point, siger Johnny Mølby.
- Vi har styr på Brøndby, siger træneren.