Ny østjysk naturpark er en realitet
Danmarks hidtil største naturpark til søs, Naturpark Svanegrund på 80.000 hektar, er nu en realitet som pilotprojekt i et samarbejde mellem Odder, Hedensted, Samsø kommuner.
Naturparken strækker sig fra Norsminde i nord til syd for Endelave og fra Horsens Fjord i vest til Samsø i øst.
Borgmestrene i de tre kommuner udtrykker begejstring for naturparkens realisering. De understreger enstemmigt vigtigheden af at forbedre havmiljøet for kommende generationer.
Realiseringen af projektet fejres dog først ved en reception den 24. januar 2025.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Brabrand IF kørt over i kvartfinale
Som det første hold er superligaklubben Viborg FF klar til semifinalerne i pokalturneringen efter en sejr på hele 6-0 hjemme over Brabrand fra 3. division.
I løbet af efteråret har holdet fra det vestlige Aarhus ellers sendt både FC Nordsjælland og Randers FC ud af turneringen.
I den første kvartfinalekamp søndag mod superligaspillerne fra Viborg spillede de to hold da også uafgjort 1-1.
Den kamp blev spillet på det, der af Ritzau betegnes som en pløjemark i Brabrand, og kampen var en særdeles jævnbyrdig affære. Men fredag aften på et langt bedre underlag i Viborg var hjemmeholdet dominerende fra start til slut.
Søndag skal AGF spille sin anden kvartfinalekamp mod Brøndby IF.
Lukker padelcentre i flere byer
Koncernen Ledap, som står bag en række padelcentre, vil forlade det danske marked og lukke sit danske selskab.
Det siger administrerende direktør Mads Ryder til Finans.
Koncernen kom ind på det danske marked i 2021. Men Mads Ryder fortæller, at der er en "overkapacitet" i Danmark.
Ledaps danske centre hedder We Are Padel. Ifølge kædens hjemmeside har koncernen 11 centre i Danmark - blandt andet i Randers, Aarhus, Kolding, Svendborg og Dragør.
Ny Instagram-profil let at omgå konkluderer undersøgelse
Digitalt Ansvar konkluderer i en ny undersøgelse, at de nye teenageprofiler og forældrekontrolfunktionen på Instagram er yderst lette at omgå. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
"Teenageprofilen er designet til bedre at støtte forældre og give dem ro i sindet ved at sikre, at deres teenagere er beskyttede med de rette sikkerhedsforanstaltninger på plads", skriver selskabet Meta, der står bag Instagram ellers i forbindelse med lanceringen.
Profilen blev først lanceret i USA, Australien og Storbritannien, men er i denne uge også kommet til Danmark.
Tilkørsel til motorvej spærret: Redningsarbejde i gang
Tilkørslen fra resteplads Glenshøj i retningen fra Hobro mod Randers på E45 Nordjyske Motorvej er spærret.
Den spærrede tilkørsel skyldes en havareret bil.
Rednings- og oprydningsarbejdet er i gang på stedet, oplyser Vejdirektoratet.
Minister og partiformand skifter valgkreds
Udenrigsminister, tidligere statsminister og Moderaternes politiske leder Lars Løkke Rasmussen skifter valgkreds.
Tidligere stillede han op for Sjællands Storkreds, men nu skifter han til Østjyllands Storkreds.
Det oplyser Moderaterne i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Færdselsuheld endte med sigtelse for grov vold
Torsdag morgen udviklede et mindre færdselsuheld på Århusvej ved Randersbro sig og endte med, at en 54-årig kvinde blev anholdt og sigtet, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
To bilister stødte ind i hinanden i forbindelse med et vognbaneskift. Det drejede sig om en 20-årig mand og en 54-årig kvinde, der begge holdt ind til siden for udveksle oplysninger.
Men undervejs skulle der angiveligt været opstået uenighed om hændelsesforløbet, hvorfor kvinden - ifølge vidner - satte sig tilbage i bilen og kørte med lav fart ind i den 20-årige, da han prøvede at forhindre hende i at køre. Den 20-årige faldt ned på vejen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Kort efter lykkedes det eb patrulje at standse en bil, der matchede vidnernes beskrivelse og med tegn på involvering i et færdselsuheld.
Den 54-årige kvinde bag rattet erkendte at have været involveret i færdselsuheldet, hvilket resulterede i, at hun blev anholdt og sigtet. I første omgang blev hun sigtet for grov vold ved at have kørt ind i den 20-årige og for at have kørt over for rødt, da hun kørte fra stedet.
Billigere at køre over Storebælt
Kontantprisen for at køre over Storebælt for person- og varebiler falder fra årsskiftet med 45 kroner.
Det skriver Transportministeriet fredag på sin hjemmeside.
Ministeriet oplyser, at et EU-direktiv bestemmer, at den nuværende prisforskel mellem automatiske betalinger og kontantpriserne er for stor. Den må maksimalt være på 13 procent.
Samtidig anvender størstedelen af bilisterne de automatiske betalingsløsninger.
- Derfor har regeringen besluttet at sætte prisen ned ved kontantbetaling for person- og varebiler, så prisforskellen mellem de to billettyper bliver mindre.
Semifinaleklar trods nederlag
Den aarhusianske badmintonspiller, Anders Antonsen, er videre til semifinalerne ved sæsonfinalen i Kina allerede inden sidste gruppekamp.
Det skyldes, at malaysiske Lee Zii Jia, som torsdag slog Antonsen, har trukket sig med en skade fra sin kamp fredag mod Li Shi Feng fra Kina.
Danskeren vandt sin første gruppekamp mod Li Shi Feng, inden han torsdag led et nederlag i to sæt til Lee Zii Jia.
Politiet efterlyser gerningsmand til røverier i Aarhus med video
Østjyllands Politi beder nu med hjælp fra en video offentligheden om hjælp til at identificere gerningsmanden til flere røverier mod 7-Eleven-butikker i Aarhus. Seneste røveri skete 12. december på Grenåvej i Risskov, hvor gerningsmanden truede med kniv og fik penge og cigaretter. Samme fremgangsmåde er brugt ved tre andre røverier i november og december.
Maskerede mænd med machete: Fire anholdt
Østjyllands Politi modtog natten til fredag en anmeldelse om fire maskerede mænd med en machete på en adresse i Grenaa, hvor de angiveligt forsøgte at sparke en dør ind.
Da patruljen kom frem til stedet, var mændene væk, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Senere blev en anden patrulje opmærksom på en bil på Djurslandsmotorvejen ved Skødstrup med fire mænd, der matchede signalementet fra anmeldelsen.
Patruljevognen satte derfor efter bilen, hvorunder macheten blev smidt ud af vinduet, inden bilen med fire mænd i alderen 22-28 år standsede. Betjentene foretog både visitation og ransagning, hvor de fandt et baseballbat og nogle balaclavaer.
Den 28-årige fører af bilen erkendte, at battet tilhørte ham, og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. Derudover havde betjentene en mistanke om, at føreren var påvirket af stoffer, hvorfor han også blev sigtet for narkokørsel. En blodprøve skal nu vise, om han havde narko i blodet.
Det var i første omgang ikke muligt at fastslå, hvem der havde været i besiddelse af macheten, der ligesom bat og maskering blev beslaglagt.
Alle mændene blev sigtet for hærværk for at sparke døren i stykker.
Politiet mistænker, at de havde en intern strid med en person i Grenaa, som de var på vej til at konfrontere, men sagen efterforskes stadig.