Ny vandrerute på 36 kilometer: Følg sporet af den gamle jernbane
Nu er Banestien langs den gamle jernbane mellem Horsens og Odder åbnet for naturinteresserede og motionister.
Det er ikke med pomp og pragt, at den nye 'Banestien' mellem Horsens og Odder er åbnet.
- Vi ville gerne have haft lidt mere festivitas, men vi har ikke turdet på grund af corona-restriktioner, fortæller Ole Lyngby Pedersen (V), som er formand for Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget i Odder Kommune.
Men nu er stien klar til brug for gående eller cyklende naturinteresserede og motionister.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det her vækker begejstring og opmærksomhed, når man skal planlægge sin feriedag – både for turister og også for de lokale, siger Ole Lyngby Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Banestien er resultatet af et samarbejde mellem Horsens og Odder kommuner, som en del af ”Naturområde Horsens Fjord”. Ole Lyngby Pedersen er formand for den politiske styregruppe.
- Der har været rigtig god opbakning og fantastisk samarbejde kommunerne imellem. Og derfor vil vi gerne sige tak til de bidragsydere, som har lagt jord til, fortæller han.
Skal lokke turister og lokale ud i naturen
På de 36 kilometer kan man opleve en meget varieret natur og underlag. Man får mulighed for at se ud over Horsens Fjord, og man kommer forbi de tidligere små stationsbyer og 32 stop, hvor jernbanen gik indtil 1967.
- Det er en oplagt mulighed for at nyde den natur, som er hele vejen igennem det gamle banelegeme fra Horsens til Odder, siger Ole Lyngby Pedersen.
På ruten kommer man igennem asfalterede veje, små trampestier hvor naturen vokser vildt og langs markskel. Langs ruten er der opsat infotavler, som fortæller historien om områdets natur og historie.
- Det er en utrolig smuk rute, som på bedste vis kombinerer naturoplevelser med lokalhistorie. Ferien er jo netop begyndt, og jeg håber, at både lokale og turister vil snøre vandrestøvlerne og udforske stien, siger formand for Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune, Martin Ravn (V), i en pressemeddelelse.
En af historierne handler om de mange frugttræer langs ruten. Som efter sigende stammer fra de æbleskrog og kirsebærsten, som passagererne smed ud af togvinduerne på den gamle jernbane.
FAKTA:
- Banestien er 36 km lang og løber langs banetracéet fra den gamle privatbane mellem Horsens og Odder, der var i drift fra 1904 og frem til 1967. Banen nåede i sin levetid at transportere otte millioner passagerer og to millioner tons gods
- Banestien er lavet i samarbejde mellem Horsens og Odder Kommuner, private lodsejere og Naturstyrelsen
- Det er kun muligt at cykle på dele af ruten, ligesom det ikke anbefales at medbringe barnevogne eller lignende, da ruten nogle steder går ad smalle trampestier
Netop de gode historier og muligheden for at følge en sti skal være med til at lokke flere ud og opleve naturen.
- Vi vil gerne have, at endnu flere får øjnene op for den fantastiske natur, fjordlandskabet byder på. Med færdiggørelsen af Banestien åbner vi området op for endnu flere, og samtidig kommer vi et skridt tættere på vores mål om en sti hele vejen rundt om fjorden, så det bliver muligt at gå fra Hou til Horsens og videre til Snaptun, siger næstformand i Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune Niels Peter Bøgballe (S) i en pressemeddelelse.