Opgør på forsorgshjem: Mand stukket flere gange
To mænd er blevet varetægtsfængslet efter et knivstikkeri på et socialt døgncenter i Horsens.
To mænd på henholdsvis 39 og 54 år er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et knivstikkeri i Horsens. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Knivstikkeriet fandt sted lørdag aften på Sølyst, som er et forsorgshjem i Horsens. Politiet fortæller, at offeret havde ophold på hjemmet, og de to formodede gerningsmænd opsøgte offeret på hjemmet.
Både de fængslede mænd og offeret er fra nærområdet omkring Horsens, oplyser Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Den forurettede er en 47-årig mand fra Horsens. De tre mænd har en relation til hinanden, så det er et internt opgør, der har ført til, at forurettede bliver stukket flere gange, siger Jørn Bystrup.
Offer uden for livsfare
Politiet fik anmeldelsen om opgøret klokken 23.17 lørdag aften, og efter et par timers efterforskning blev de to mænd anholdt.
De to fængslede mænd er sigtet efter en paragraf, der handler om såkaldt kvalificeret vold, hvilket betyder, at volden er udført med et våben som eksempelvis en kniv.
Offeret er ifølge vagtchefen uden for livsfare og er blevet behandlet for sine skader.