Politiet massivt til stede: Undersøger mistænkeligt forhold
Politiet undersøger et mistænkeligt forhold i Horsens.
Politiet har tirsdag aften afspærret et område på Nørretorv i Horsens med røde bånd
Det viser billeder, som TV2 ØSTJYLLAND har modtaget.
Sydøstjyllands Politi oplyser på Twitter, at de er til stede omkring vejkrydset ved Nørrebrogade og Nørretorv, da de undersøger et mistænkeligt forhold.
- Der er afspærringer, men ikke fare for omkringboende. Politiet har p.t. ikke yderligere oplysninger om hændelsen, skriver de.
Klokken 22.00 har der været afspærret i mere end fire timer.
Sydøstjyllands politi er i øjeblikket til stede omkring vejkrydset ved Nørrebrogade og Nørretorv i Horsens, mhp. at undersøge et mistænkeligt forhold. Der er afspærringer, men ikke fare for omkringboende. Politiet har p.t. ikke yderligere oplysninger om hændelsen. /vagtchefen
— Sydøstjyllands Politi (@SydOjylPoliti) May 11, 2021
Ifølge Horsens Folkeblad holder der i midten af afspærringen en sort BMW med en åbentstående sidedør, hvor det indvendige af døren er ved at falde ud. Og ved siden af holder der også en anden bil. Foran bilen er der en sten.
TV2 ØSTJYLLAND har klokken 21.00 talt med Sydøstjyllands Politi, der fortæller, at der fortsat er afspærret og politi på stedet. Vagtchefen kan dog stadig ikke sige mere.
Flere kilder, som TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med tirsdag aften, fortæller desuden, at der også har været afspærret og politi til stede i krydset mellem Sølvgade og Strandgade i Horsens knap to kilometer fra Nørretorv. Billedet nedenfor viser afspærringen.
Om der er sammenhæng mellem de to ting, vil vagtchefen dog ikke kommentere på. Politiet forholder sig fortsat tavse.
TV2 ØSTJYLLAND følger sagen.