Skadestuen i Horsens flytter: Genoptager planlagte aktiviteter
Siden corona-udbruddet har Skadestuen på Regionshospitalet Horsens været på hospitalets klinikområde. Nu flytter den igen for at genoptage de planlagte aktiviteter.
Skadestuen i Regionshospitalet Horsens flyttede søndag nat til den tidligere Opvågning, der er beliggende over for Hjertemedicinsk Sengeafsnit.
Skadestuen flytter for at øge den planlagte aktivitet på hospitalet. Flytningen kommer nemlig til at frigøre lokaler og personale til de planlagte aktiviteter.
- I forrige uge fik vi nye prognoser, som viser, at kurven nu er flad. Nu skal vi i gang med at lave så meget af det, som vi plejer og fortsat behandle corona-patienter, siger Nils Falk Bjerregaard, der er lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han fortæller, at der skabes mere plads ved at flytte Skadestuen tilbage til at være en del af Akutafdelingen.
Ifølge Nils Falk Bjerregaard har det ingen betydning for patienter, der skal på skadestuen, da det fortsat er den samme indgang, man skal benytte.
- Forhåbentlig betyder det ikke andet, end at skadestuepatienter skal gå ind det samme sted som den midlertidige placering. Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe vores patienter, siger Nils Falk Bjerregaard.
Skadestuen i Regionshospitalet i Horsens har siden corona-udbruddet ligget på hospitalets klinikområde, der er det tidligere fællesambulatorium for at reducere planlagte aktiviteter og for at forberede sig på mange patienter på én gang.
- Da vi fik de første prognoser af Sundhedsstyrelsen for corona, så flyttede vi skadestuen for at skabe mere fysisk plads til corona-patienter, siger Nils Falk Bjerregaard.
Nils Falk Bjerregaard forventer, at skadestuen foreløbig bliver i lokalerne, indtil Akutafdelingen er færdigrenoveret til september.
Inden corona-udbruddet var skadestuen beliggende på hospitalets Akutafdeling. Akutafdelingen bruges fortsat som ekstra plads til isolationsstuer og til at afklare, om patienter har COVID-19.
Uanset tidspunkt på døgnet er indgangen til skadestuen fortsat igennem hovedindgangen/indgang A. Patienter, der skal på skadestuen, skal derfor gå til destination A7.