Smider 500 tons sten i havet
Tonstunge sten bliver brugt som en hjælpende hånd til naturen og dyrelivet.
Hele 500 tons sten bliver lagt ud i Horsens Fjord. Stenene skal skabe nye levesteder for fisk, skaldyr og tangplanter, skriver Horsens Kommune på sin hjemmeside.
Udlægningen dækker 40.000 kvadratmeter bar sandbund og strækker sig over en uge fra den 3. oktober. De nye stenrev skal forbedre biodiversiteten i fjorden.
Horsens Fjord har tidligere mistet mange sten, der blev brugt til byggeri. Nu skal stenene tilbage for at genskabe økosystemet.
Løvbjerg Fonden og tre lokale landbrug har doneret stenene. Projektet er et samarbejde mellem frivillige, Horsens Kommune og Horsens Havn.
Stenene fordeles på seks felter ved Brakøre, Husodde Strand, Boller Mole, Store Fiskbæk, Lille Fiskbæk og Klokkedal Å. Husodde Strand og Boller Mole bliver dykkerrev.
Borgmester Peter Sørensen er begejstret for, at projektet nu bliver til virkelighed.
- Det glæder mig meget, at vi nu kan lægge flere sten i fjorden. Det er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at styrke biodiversiteten i fjorden og sikre, at den også i fremtiden vil være attraktiv at bruge for de borgere, som nyder at komme ved vandet, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.