Dømt DF'er: - Skriv bare at jeg er et racistisk, nazistisk fjols
Byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti afslører, at han er blevet dømt for racistiske udtalelser. Han erkender, at han nu forsøger at promovere sig selv med dommen.
Han har holdt på hemmeligheden i noget tid, men nu skal den ud.
Steen Jensen, byrådsmedlem i Norddjurs Kommune for Dansk Folkeparti, er blevet dømt for racistiske udtalelser.
Det bekræfter han over for TV2 ØSTJYLLAND.
Sagen omhandler, fortæller han, en kommentar på et opslag på Facebook for nogle år siden, hvor han kædede muslimsk indvandring sammen med stigende kriminalitet.
- Jeg havde bare skrevet, at det var underligt, at hvor muslimer kom, steg kriminaliteten. Det måtte jeg ikke skrive, fordi dommeren sagde, at man ikke må mistænkeliggøre en bestemt gruppering, siger Steen Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han blev efter eget udsagn for omkring et år siden dømt efter paragraf 266b i straffeloven - den såkaldte racismeparagraf - og fik en bøde på 2.500 kroner.
Steen Jensen sammenligner sin kommentar med at sige, at tyskere spiser mange pølser og drikker mange øl.
- Så "udstiller" jeg tyskere som pølsespisere og øldrikkende, siger han.
Er forskellen ikke, at det ikke er ulovligt at spise pølser og drikke øl?
- Men hvad er forskellen?
At det ene er ulovligt, og det andet ikke er.
- Men hvis jeg skriver, at englænderne bombede Köln og brændte tusindvis af børn af, er det så ulovligt?
Steen Jensen
Arbejder som postbud. Har været medlem af Norddjurs byråd siden 2014.
Han er også medlem af:
- Økonomiudvalget
- Miljø- og teknikudvalget
- Voksen- og plejeudvalget
- Aqua Djurs A/S
- Delegerede KL
- Grenaa Havn A/S
Kilde: Norddjurs Kommune
Steen Jensen fortæller, at han efter at have modtaget dommen orienterede Dansk Folkepartis lokalbestyrelse i Norddjurs, hvor han selv er næstformand.
TV2 ØSTJYLLAND har søndag forgæves forsøgt at få et interview med DF-lokalformand Helle Ringberg. Hun skriver i en besked, at hun ikke udtaler sig til pressen i personsager.
Lokalbestyrelsens kasserer Børge Jacobsen bekræfter dog, at bestyrelsen blev oplyst om dommen, men at det ikke førte til mere. Blandt andet fordi der var enighed om det, Steen Jensen havde skrevet, fortæller Børge Jacobsen.
- Det er hans mening, og den flugter vel egentlig meget godt med, hvad vi andre mener, siger Børge Jacobsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Men vil man som bestyrelse ikke have et problem med at have et medlem, der er dømt for at skrive noget ulovligt?
- Det synes jeg ikke, men det kan godt være, at nogen synes det. Det er svært at sige, udtaler kassereren.
TV2 ØSTJYLLAND ville gerne have set den omtalte kommentar, dommen og det bødeforlæg, Steen Jensen modtog, men det har han ikke kunnet fremskaffe inden denne artikels udgivelse.
- Åbenbart for naiv
Udover dommen er byrådspolitikeren i flere perioder også blevet smidt af Facebook, fortæller han. Alt sammen på grund af ytringer, der er gået over stregen.
Har dommen og dine Facebook-karantæner fået dig til at tænke mere over, hvad du siger og skriver?
- Ja, jeg må indrømme, at det har gjort, at min ytringsfrihed er blevet begrænset helt vildt. Jeg tænker virkelig over, hvad jeg må sige og skrive.
- Men jeg har lagt mærke til, at venstrefløjen må kalde mig hvad som helst. Jeg er blevet kaldt nazist, racist, menneskefjendsk - men det har aldrig ført til en dom. Det undrer jeg mig over, siger Steen Jensen.
Har du prøvet anmelde nogen af de kommentarer?
- Nej, fordi det er ikke den type, jeg er. Jeg går ind for ytringsfrihed. Selvom nogen kalder mig nazist, menneskefjendsk eller kældermenneske, så anmelder jeg ikke nogen. Ytringsfriheden er der, og jeg må påregne at få påklistret, at jeg er nazist, selvom jeg overhovedet ikke har nogen sympati for nazisme. Det er faktisk en ret hård dom at få påklistret.
Men hvis du ikke har anmeldt noget af det her, er det vel derfor, at det ikke har ført til nogen domme.
- Det er, fordi jeg har den - undskyld mig - naive tro på, at man må ytre sig og kalde folk stort set hvad som helst. Ytringsfriheden er, at jeg kan tåle at blive kaldt hvad som helst, men jeg forventer ikke, at når jeg ytrer mig, så skal jeg stilles for en domstol. Men der er jeg åbenbart for naiv.
- Jeg har gemt de ting, jeg er blevet kaldt på Facebook, og har navne og kunne bestemt anmelde dem. Men jeg bryder mig ikke om et DDR-system med anmeldelser, siger Steen Jensen.
Dom som valgkampagne
Efter dommen blev Steen Jensen (DF) af sin advokat rådet til ikke at udtale sig om den. Han afslører det nu her kort inden kommunalvalget, fordi han vil have vælgernes dom, fortæller han.
- Jeg har gået med den her hemmelighed i lang tid. Nu siger jeg til vælgerne, at jeg gerne vil have deres dom. Hvis de synes, at det, jeg har sagt, er forkert, så skal de stemme på en anden. Hvis de synes, at det, jeg har sagt, går i tråd med det, de mener, så skal de stemme på mig, siger han og tilføjer:
- Du må gerne skrive en stor artikel om, at jeg er et racistisk, nazistisk fjols, for det vil kun give mig flere vælgere.
Hvorfor tror du det?
- Jeg regner med, at det tavse flertal, der er imod den ekstreme indvandring, vil holde med mig.
Forsøger du med denne dom at promovere dig selv forud for valget?
- Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke vil kædes sammen med nazister. De har begået nogle af de værste handlinger i historien. Det vil jeg ikke sættes i bås med.
- Men jeg har ikke noget mod, at venstrefløjen udstiller mig som en racistisk, nazistisk type, der ikke vil modtage samtlige verdens flygtninge. Det har jeg ingen problemer med, for det vil jeg ikke.
Men prøver du at skille dig ud i kommunalvalget og promovere dig selv med denne dom?
- Det er faktisk en af grundene, ja. Vi har jo Nye Borgerlige til højre for os, og jeg vil gerne fortælle vælgerne, at jeg er meget, meget hård i udlændingedebatten. Så siger jeg det her for at fortælle eventuelle vælgere, der vil stemme på Nye Borgerlige, at de ikke behøver det. For jeg er der, og jeg er vagthunden i Norddjurs Byråd, der altid har gået imod indvandring. Altid.
Der er nok en del, der vil mene, at det ikke er ordentligt at promovere sig selv inden et valg med en dom fra en dansk domstol, hvor man er blevet kendt skyldig.
- Det er jeg helt med på, men du kan spørge Inger Støjberg, hvad der sker med hende nu her. Hvis hun melder sig ind i Dansk Folkeparti og bliver dømt (i rigsretten, red.), så vil hun få tusindvis af stemmer.
Så det er ikke noget, du har nogen skrupler med?
- Jeg har ingen skrupler med at sige den sandhed, som alle danskere siger til mig, siger Steen Jensen.