Eleven kan stjæle byrådsstolen fra læreren - og rektor kan også sætte sig i den

Der er opstået noget af en politisk fest på Odder Gymnasium, hvor en lærer, en elev og en rektor alle er opstillede til det kommende kommunalvalg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Martin Mikkelsen (t.v.) er lærer, Nikolaj Enggård (midt) er elev og Lars Bluhme (t.h.) er rektor. Alle på Odder Gymnasium.

Hvad har to konservative og en socialdemokrat til fælles?

To ting: De er alle tre opstillet til byrådet i Odder ved kommunalvalget den 16. november, og så har de alle deres daglige gang på Odder Gymnasium.

De tre er nemlig henholdsvis rektor, lærer og elev på gymnasiet, og det er da lidt pudsigt, om end det ikke er så overraskende, hvis man spørger rektor på Odder Gymnasium Lars Bluhme, som kandiderer til en plads i byrådet for Socialdemokratiet.

Gymnasiet er en stor institution i byen, forklarer han over telefonen i skoletiden.

- Og så er det en del af dannelsen på gymnasiet at forholde sig til politik, siger rektoren, og gør opmærksom på, at han leder en skole med masser af politisk gejst.

Superengagerede elever

Når TV2 ØSTJYLLAND den 3. november sender valgdebat fra Pakhuset i Odder, sidder en del af gymnasiets elever klar som publikum.

- Du vil opleve, at de er superengagerede. Politik er noget, de går op i, og særligt når det handler om klima, siger Lars Bluhme.

Socialdemokratiets kandidater er opstillet sideordnet, men da de lokale socialdemokrater skulle organisere opstillingslisten, blev Lars Bluhme efter en urafstemning placeret som nummer tre på listen over de 12 socialdemokratiske kandidater. Socialdemokratiet har lige nu fem pladser i byrådet.

Balancerer kasketterne

For Lars Bluhme er det vigtigt at kunne skille sit politiske virke fra jobbet som gymnasierektor, og det går også fint med at balancere det, synes han og giver et aktuelt eksempel.    

- Nikolaj og Martin er jo konservative, og jeg er socialdemokrat. I går aftes var Martin og jeg for eksempel med i en paneldebat, hvor vi krydsede klinger, og her til morgen har vi så lige hilst på hinanden, siger Lars Bluhme og lader forstå, at de altså hilste i al fordragelighed torsdag morgen.

- I og med at jeg er chef for dem begge, er jeg opmærksom på mine forskellige kasketter, siger Lars Bluhme, der glæder sig over gymnasiets repræsentanter på stemmesedlen.

- Jeg tager det som en styrke, og særligt at vi har en elev, der er stillet op. Det er jo ellers tit gamle mænd, siger Lars Bluhme.

Vigtige skoler

Den ros kan Nikolaj Enggård Fogh tage til sig. TV2 ØSTJYLLAND taler med den 18-årige byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti, netop som han har afsluttet en af formiddagens lektioner.

Han genkender rektors idé om, at man skal kunne balancere sine roller, så de tre kandidater taler politik, når de mødes til debatter, men på gymnasiet forsøger eleven at få skilt tingene ad, forklarer han.

Det er i gymnasietiden, at han er blevet politisk vakt.

- Jeg tog en snak med Martin (Mikkelsen, red.), forklarer Nikolaj Enggård Fogh.

Vil man gøre en forskel, må man jo stille op.
Nikolaj Enggård Fogh, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti

Martin Mikkelsen underviser i dansk og samfundsfag på Odder Gymnasium, og så er han byrådsmedlem for det Konservative Folkeparti.

- Jeg har ikke Martin som underviser og kendte ham ikke, men jeg opsøgte ham, forklarer Nikolaj Enggård Fogh.

Inden da var han ikke konservativ.

- Jeg vil sige, at jeg var borgerlig, og så interesserer jeg mig for skolerne, og den sag har det Konservative Folkeparti kæmpet for, mener den unge kandidat, der altså nu er partifælle med læreren.

- Vil man gøre en forskel, må man jo stille op, siger den 18-årige byrådskandidat, der går i 3.g og nu skal se, om han kan sikre sig en plads i byrådssalen - måske ved siden af Martin Mikkelsen.

Går lige i hjertet på læreren

For gymnasielæreren, der underviser i og brænder for faget samfundsfag, er det en glæde at se en ung mand som Nikolaj Enggård Fogh stille op til byrådet. 

- Som samfundsfagslærer går det lige i hjertet på mig. Det giver ham en masse kompetencer, som han lærer gennem praksis, siger Martin Mikkelsen.

Han var selv glad for politik, da han var ung, men turde ikke engagere sig i politik.

- I gymnasiet havde jeg samfundsfag, og jeg interesserede mig meget for det, men jeg turde ikke springe ud som politisk aktiv. Først i 2017 turde jeg springe ud politisk, siger byrådsmedlemmet, der i dag glæder sig over, at han tog springet.

Det skal ikke være sådan, at jeg ligger på mit dødsleje og fortryder, at jeg ikke forsøgte
Martin Mikkelsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Det gjorde han ved at opstille for det Konservative Folkeparti, og efter eget udsagn var han lidt overrasket over at blive valgt. Det var dog noget, han skulle forsøge i livet, havde han fundet ud af.

- Det skal ikke være sådan, at jeg ligger på mit dødsleje og fortryder, at jeg ikke forsøgte, siger det konservative byrådsmedlem.

Ikke for populariteten

Han vidste godt, at politik ind imellem giver knubs, og at man ikke kan være venner med alle, men sådan er det bare at være politiker.

- At være i politik er ikke altid en popularitetskonkurrence. Da jeg i 2017 blev valgt, sagde jeg til mig selv, at det vigtigste var, at jeg kunne se mig selv i øjnene, når vi nåede til den 16. november 2021. Det kan jeg, siger gymnasielæreren.

Ligesom rektor er bevidst om at adskille lærer-Martin fra politiker-Martin, og onsdag aften var faktisk første gang, Martin Mikkelsen havde en politisk diskussion med sin rektor, da de deltog i et debatmøde i Gylling Forsamlingshus.

På gymnasiet balancerer vægter han sine holdninger.

- Når jeg underviser, plejer jeg at sige, at den ene time er jeg konservativ, og den næste time er jeg socialdemokrat, siger læreren.

Politik fylder dog naturligt i samfundsfag, og eleverne spøger da også nogle gange, hvorfor han er i politik.

- Når eleverne spørger, siger jeg, at det jo er samfundsfag i virkeligheden, siger Martin Mikkelsen.

Læreren kan miste pladsen til eleven 

Om tre uger er valget afgjort, og så skal det vise sig, hvem der får de 19 sæder i Odder byråd.  

Selv om Det Konservative Folkeparti skulle genvinde de to pladser, de sidder på nu, risikerer Martin Mikkelsen at måtte overlade sit konservative byrådssæde, hvis eleven får flere stemmer end læreren, for partiets kandidater er som socialdemokraterne opstillet sideordnet. Det generer dog ikke samfundsfagslæreren.

- Det er jo sådan, demokratiet fungerer, siger Martin Mikkelsen. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her