Politiker ombestemmer sig: Forældre lettede over at specialskole kan blive

Et enigt byråd i Skanderborg besluttede sidste år at flytte Hørningskolen, som er et specialtilbud for udviklingshæmmede børn, men nu har børnenes udvalgsformand ombestemt sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Louise Sattrup, mor til Frederik, og Kresten Jessen, far til Frida, er lettede over udsigten til, at kommunen dropper at flytte Hørningskolen.

Først den ene vej og så den anden vej.

Tirsdag kom det frem, at Hørningskolen, en specialskole for udviklingshæmmede børn i Skanderborg Kommune, alligevel ikke skal lukke. I hvert fald ikke hvis det står til formand for undervisnings- og børneudvalget Trine Frengler (S), kan Uge-Bladet Skanderborg fortælle

Når udvalget holder møde igen den 3. november, vil hun fremsætte et forslag om at trække skoleflytningen tilbage.

- Hvis det går fuldstændig glat igennem, så har vi truffet ny beslutning inden årets udgang, siger Trine Frengler til TV2 ØSTJYLLAND.

Enigt byråd ville flytte skole

Et enigt byråd i Skanderborg vedtog ellers tilbage i december 2020 en ny skolestruktur, og et af punkterne i den var, at Hørningskolen på sigt skulle flytte ind i pavillon 5 på Sølund.

Det fremkaldte stærke reaktioner fra skolebestyrelse og forældre til nogle af de 43 børn, der går på Hørningskolen.

- Hvis rammerne er i orden, så er det også fair nok at flytte skolen. Men rammerne skal være i orden, og det er vi ikke enige i, at Pavillon 5 er. Der er flere elever med gangbesvær og kørestolsbrugere. Frederik kommer også nogle gange i kørestol ind på skolen, lød det tilbage i december fra Louise Sattrup, der er formand for skolebestyrelsen og mor til Frederik, som går på skolen.

Også Kresten Jessen, far til Frida på ni år, som går på skolen. Han er samtidig næstformand i skolebestyrelsen.

- De sidste par år har vi alle sammen været ret usikre på, hvad der skal ske med Hørningskolen. Vi er generelt meget bekymret, for det er vores børn, det handler om, sagde Kresten Jessen i september i år.

Lettelse – hvis forslaget altså droppes

Nu kan forældrene måske pakke deres bekymringer væk, selv om Louise Sattrup nu vil se beslutningen trukket tilbage, før hun helt tror på det.

- Det er jo ikke vedtaget, men det er positivt, at hun stiller forslaget. Der er jeg blevet noget overrasket, men jeg klager ikke. Jeg håber bare, det bliver vedtaget. Alt for at skolen ikke skal flytte ned i de der gamle pavilloner, siger Louise Sattrup tirsdag til TV2 ØSTJYLLAND.

Også fra Kresten Jessen lyder der glæde over udsigten til en politisk tilbagerulning.

- Det er jo altid med lidt forbehold, for jeg er før blevet skuffet, men som forælder rigtig glad over, at der langt om længe bliver lyttet til os. Det er dejligt, at hun lytter, og så ved jeg godt, at det er på grund af kommunalvalget, men det gør mig glad, siger Kresten Jessen.

Forventer opbakning til kovending

For Trine Frengler handler hendes nye indstilling om, at politikerne i den seneste tid har fået belyst situationen inklusive konsekvenserne af, hvis skolen skulle flytte til Sølund.

Blandt andet vil det blive for dyrt at rykke til Sølund, mens det ser ud til at være mere spiseligt rent økonomisk at blive på Hørningskolen og eventuelt udbygge skolen.

- Det har været et langt forløb for forældrene, som har haft ondt i maven længe, og det har været svært, men jeg kan ikke se, hvor vi kunne have speedet op. Det er reelt, at man undersøger nogle muligheder ordentligt, mener Trine Frengler, som også anerkender, at presset fra forældrene har indflydelse på hendes holdningsændring.

- Selvfølgelig er det med til at påvirke beslutningen. Det er også med til at påvirke, at vi har lovet Hørningskolen, at hvis de skulle derud til Sølund, skulle det være med høj kvalitet, og så er det blevet for dyrt, siger Trine Frengler.

Det vil undre mig, hvis det ikke går igennem, men ja… politik er nogle gange en underlig størrelse.
Trine Frengler (S)

Hun har en forventning om, at resten af hendes udvalg og siden byrådet vil være med på at omgøre beslutningen, nu de er blevet klogere på blandt andre de økonomiske aspekter af at flytte Hørningskolen, men hun tør dog ikke lægge hovedet på blokken, for med et kommunalvalg i sigte ved man aldrig helt.

- Det vil undre mig, hvis det ikke går igennem, men ja… politik er nogle gange en underlig størrelse, siger Trine Frengler.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her