Solcelleparker drukner i klager - ekspert har løsningen
Modstanden mod solcelleparker er ofte stor, men kan man overhovedet undgå naboklager? Ja, mener en ekspert på området. Faktisk er det lykkedes nogle steder i landet.
Hvis du spørger folk på gaden i Norddjurs, om de er interesserede i at få en stor solcellepark i deres lokalområde, er svaret ofte det samme som fra Birger Overfeldt fra Lystrup Strand.
- Nej tak!
Lige nu kører debatten om solcelleparker i Norddjurs Kommune, hvor særligt planerne om 190 hektar solceller ved Ålsrode nær Grenaa skaber debat.
- Det her er vanvittigt. Vi bliver fuldstændig kørt over, lyder det blandt andet fra Grethe Carstensen fra Ålsrode, der er med i protestgruppen mod planerne om solceller ved byen.
Men hvis solcelleanlæggene i fremtiden kom lokalbefolkningen til gode, så ville de folk, som TV2 ØSTJYLLAND mødte på gaden, se anderledes på det.
- Et par hektarer, og de så kommer og spørger mig, om jeg vil være med, så kunne det da godt være, siger Birger Overfeldt fra Lystrup Strand.
- Jeg synes da, det var fint, hvis nogen gik sammen her udenfor byen, siger Oluf Binder fra Allingåbro.
Og faktisk er Grethe Carstensen fra Ålsrode heller ikke afvisende.
- Hvis man gik tilbage til tanken om det gode gamle andelsforetagende, så kan jeg ikke afvise, at det er en god idé med et solcelleanlæg. Men så skal det være mindre og være på et egnet areal, hvor man ikke generer nogen, siger hun.
Så er løsningen på utilfredse naboer, at de selv er en større del af solcelleprojekterne?
Ph.d. og ekstern lektor ved Aalborg Universitet Kristian Borch har beskæftiget sig med lokal opbakning til vedvarende energiprojekter i nogle år, og han mener, at det kan være vejen frem.
- Det er altafgørende med lokalforankring, siger han.
Han har en master i konflikthåndtering og rådgiver i sociale konflikter i forbindelse med grøn omstilling, og han har flere gange set store projekter, som bliver trukket ned over hovedet på lokalbefolkningen.
- Det er dømt til at gå galt. Hvis kun nogle få får fordele af det, så forsvinder opbakningen, siger Kristian Borch.
Sol over Brenderup
- Vi må hellere se at få låst op.
Hans Christian Jørgensen, der bare bliver kaldt HC i den lille by Brenderup, viser stolt solcelleparken frem. Lidt udenfor byen ligger et to hektar stort solcelleanlæg, som borgerne i byen selv er medejere af.
- Motoren i det har fra starten været, at vi vil deltage som lokalsamfund i klimaomstilling, siger Hans Christian Jørgensen.
Projektet startede for tre år siden, og i december blev anlægget tilsluttet strømnettet. I dag leverer solcelleanlægget strøm nok til at dække en tredjedel af byens strømforbrug.
De lokale ejer 49 procent af anlægget i form af folkeaktier, og det har skabt en særdeles positiv stemning om projektet, forklarer Hans Christian Jørgensen.
- Der er faktisk folk, som har ønsket, at vi kunne få det endnu tættere på byen, siger han.
Klimachefen i Middelfart Kommune, Morten Westergaard, husker tydeligt, hvad han tænkte den dag, hvor han blev kontaktet af folkene i projektgruppen.
- Wow, det her er en gave til et byråd. Det er super fedt med borgere, som selv kommer og siger, at de gerne vil være en del af den grønne omstilling, siger Morten Westergaard.
Klimachefen og kommunen har lært, at det er afgørende at lytte til borgernes ønsker og ikke bare komme med en plan om et stort anlæg.
- Det er som et trafikuheld i slowmotion. Det går som regel meget meget dårligt, siger han.
Energiforening i Vestjylland tabte kampen
Et af de steder, hvor lokale føler sig ramt af et kæmpe projekt, er i Ringkøbing-Skjern Kommune i Vestjylland.
Her er der – ligesom i Ålsrode – planer om en stor solcellepark nær byen Dejbjerg.
Sidste år forsøgte borgerne i området at samle sig i en energiforening med lodsejere og lokale. Målet var at finde en fælles løsning på, hvordan solcelleparken kunne blive en realitet uden for mange klager.
- Vi troede på, at der var en idé i det, siger Malene Foldager Andersen, der var medlem af bestyrelsen i Energiforeningen Lem, Dejbjerg & Stauning.
I dag er foreningen opløst. Folkene bag føler ikke, at de er blevet hørt.
- Vi har ingen indflydelse haft. Vi har været statister i et spil, som vi alt for sent erkendte, at vi ikke fik indflydelse på overhovedet, siger Malene Foldager Andersen.
Men foreningen blev faktisk hørt, lyder det omvendt fra formanden for teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, John Christensen (S).
- Energiforeningen udgør kun en procentdel af befolkningen i området. Vi har lyttet til dem, men vi har truffet en anden beslutning, siger John Christensen.
Malene Foldager Andersen har en opfordring til politikerne i Norddjurs Kommune, hvor de lige nu diskuterer solcelleparker, så de undgår store protester som i Vestjylland.
- Lav projekterne sammen med borgerne i stedet for at tromle det ned over dem, siger Malene Foldager Andersen.