Undrer sig over byrådskollegas timing: - Det er ikke ordentligt
En eventuel broforbindelse over Kattegat er blevet en varm politisk kartoffel i kommunalvalgkampen i Odder. Men står det til konservativ politiker, burde diskussionen vente.
De Radikales Kresten Bjerre i Odder Kommune siger nej tak til en Kattegatforbindelse. I den forbindelse har han den 21. september oprettet en Facebookgruppe med navnet "Den Nye Kattegatkomite". Det er faldet hans politiske byrådskollega Martin Mikkelsen (K) for brystet. Særligt timingen er god. Lidt for god, mener Martin Mikkelsen.
- Jeg synes, det virker alt for godt planlagt, siger Martin Mikkelsen til TV2 ØSTJYLLAND, uden at det på nogen måde er en ros, forstår man.
- Hvorfor har han ikke italesat det tidligere? Jeg tror, han har ventet op til et valg, så han ligesom har kunnet holde gryden i kog og høste frugterne af folks usikkerhed og vrede i forbindelse med Kattegatforbindelsen. Det er ikke ordentligt, siger Martin Mikkelsen.
Kattegatkomitéen blev nedsat tilbage i 2008 og har haft skiftende medlemmer. I 2019 blev Odder Kommunes borgmester Uffe Jensen (V) en del af komitéen. Martin Mikkelsen undrer sig over, hvorfor Kresten Bjerre har ventet til 2021 - og altså til tæt på kommunalvalget - med at oprette "Den Nye Kattegatkomite" på Facebook.
Den kritik preller dog af på Kresten Bjerre.
- Selve dannelsen den 21. september har intet med kommunalvalget at gøre. Men jeg har da ikke noget imod, at det kommer frem nu. Det er da fint, at det kommer her i valgkampen - det er et glimrende tidspunkt, så vi kan få vækket folk, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Kresten Bjerre forklarer, at lanceringen af "Den Nye Kattegatforbindelse" er sket, fordi der var en forventning om, at den 60 millioner kroner dyre forundersøgelse, som blev vedtaget i 2018, af en bro over Kattegat ville komme i slutningen af 2021. I begyndelsen af oktober meddelte Transportministeriet, at forundersøgelsen er udskudt til 2022.
Derfor mener Martin Mikkelsen, at de lokale politikere bør vente med at tage ja- eller nej-beslutningen, indtil forundersøgelsen foreligger.
- Vi har haft et temamøde om det i byrådet, hvor det også blev nævnt, at vi først kan gøre noget, når forundersøgelsen ligger klar. Jeg er selv meget i tvivl, men jeg kan i hvert fald ikke acceptere de linjeføringer, der er lagt op til. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg går ud og siger ja eller nej, konstaterer Martin Mikkelsen.
Burde man så slet ikke have snakken om det nu?
- Det er bare vigtigt, at man gør det på et sagligt grundlag. Det fylder mere, end det burde, mener Martin Mikkelsen, som hellere så emner som budgetoverskridelser på ældre- og voksenområdet blive debatteret.
Men har Kresten Bjerre så ikke bare været bedre til at få sin holdning frem i lyset, end du har?
- Det kan man sige, men jeg synes, at han har grebet en dagsorden og reddet med på den bølge. Det skal foregå på et sagligt grundlag, siger Martin Mikkelsen.
Debatten om Kattegatforbindelsen vil Kresten Bjerre ikke udskyde.
- Vi (i "Den Nye Kattegatkomite red.) vil ikke sidde passive. Vi vil ind og kæmpe. Hvis lokalpolitikere ikke skulle kæmpe for den her sag, hvem skulle så? Så selvfølgelig går vi ind og påpeger ulemperne. Jeg synes, det er hæderværdigt og vores demokratiske ret, siger Kresten Bjerre.
Hvorfor går du ud og siger så kategorisk nej nu, når forundersøgelserne ikke er kommet?
- Jeg tror, vi kan gøre rigtig meget lige nu. Det er nu, påvirkningen skal ske. Nu kommer der en forundersøgelse, som måske vil komme med nogle svar på nogle af de spørgsmål, vi har, men hvis der bliver flertal (i Folketinget red.), så er næste skridt en vvm-undersøgelse, og så er toget for det meste kørt. Så det kan ikke vente. Det er nu, der skal ske noget, mener han.
Selvom de to kandidater til kommunalvalget i Odder Kommune er uenige om, hvornår og hvordan påvirkningen af Kattegatkomitéen skal ske, så er de ikke nødvendigvis uenige i, at der skal ske en påvirkning.
- Jeg kan ikke acceptere de linjeføringer, som ligger der nu. Motorvejen skal længere nordpå, gerne ind i Aarhus Kommune, og der skal være mest mulig tunnel, både til lands og til vands. Der vil jeg stramme skruen så meget som muligt, siger Martin Mikkelsen.
Kresten Bjerre arbejder for, at der slet ikke bliver en Kattegatforbindelse.
- Den skal overhovedet ikke blive til noget. Den vil skære kommunen over i tre dele og ødelægge både natur og landbrugsjord og medføre rigtig stor støjforurening. Det er for stor en pris at betale, lyder det fra Kresten Bjerre.