SF: Drop Marselistunnel og brug pengene på ny letbanelinje

SF i Aarhus byråd foreslår at man dropper planerne om Marselistunnelen, og i stedet bruger pengene på at etablere en ny letbaneetape

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
SF i Aarhus vil hellere bruge penge på en udvidelse af letbanen end en kommende Marselistunnel. Foto: Henning Bagger - Scanpix / Aarhus Kommune

Drop Marselistunnelen og brug de opsparede penge på at finansiere letbanens anden etape i stedet.

Sådan lyder et forslag, som SF har stillet, og som skal behandles endeligt i Aarhus Byråd på onsdag.

Ifølge forslagsteksten tvivler partiets byrådsmedlemmer på, at der kommer penge fra den nuværende regering til at anlægge flere linjer på Aarhus Letbane.

- Med den nuværende regering ved roret er der lange udsigter til at staten kommer til engagere sig i etableringen og udbygning af nye letbaneetaper i større danske byer. I SF er vi af den overbevisning, at det ikke giver mening at presse på for at opnå statstilskud til kommende letbaneetaper fra en regering, der i bund og grund ikke tror på lyksalighederne ved letbane, står der i forslagsteksten.

Derfor vil SF bruge kommunens opsparing til Marselistunnelen, et projekt der i øjeblikket er i dvale, til at bygge mere letbane i stedet.

Teknik og Miljø tror på staten

Forslaget fra SF blev stillet for knap to år siden, men er kommet op til overfladen igen, efter at forslaget er blevet behandlet i Teknik og Miljø i december.

Letbanens etape 2 er på tegnebrættet, og forslaget er, at linjen skal gå fra Aarhus Ø via Aarhus H, Viborgvej og City Vest til Brabrand.

I Teknik og Miljøs svar kan man læse, at man står man fast i en tro på, at staten nok skal være med til at betale letbanens etape to, som skal gå fra Aarhus Ø til Brabrand.

Et flertal i Folketinget har nemlig bevilget 40 millioner kroner til at undersøge, om man kan koble letbane og jernbane i Brabrand.

- Dette viser, at der blandt et flertal i folketinget forsat er opbakning til planerne om en udbygning af letbanen, uanset at den siddende regering har signaleret, at den prioriterer vejområdet over den kollektive trafik, lyder det i udtalelsen fra Teknik og Miljø, der er underskrevet af  daværende Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S).

Tilbage i 2013 fik Aarhus Kommune et nej fra Økonomi- og Indenrigsministeriet til at lånefinansiere en del af udgiften til at anlægge Marselistunnelen, og siden da har projektet været i dvale. Projektet blev i sin tid sat i søen for at sikre let adgang til havnen i Aarhus.

I udtalelsen fra Teknik og Miljø står der, at man stadig ser et behov for tunnelen, især i lyset af, at man planlægger at flytte Molslinjens arealer ned til sydhavnen.

Man kan dog også læse, der er lavet en opdateret prognose for trafikken i 2030, og at denne prognose slår fast, at trafikniveauet er lavere end først antaget.

- De opdaterede prognoser ændrer efter Teknik og Miljøs vurdering ikke på behovet for Marselistunnelen og ændrer dermed heller ikke grundlaget for tidligere beslutninger om etableringen af en tunnel under Marselis Boulevard, står der i udtalelsen.

Onsdag aften tager byrådet stilling til forslaget fra SF.

I videoen herunder kan du følge letbanen sno sig gennem byen:

 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her