Tarotlæser forudså Letbanens forsinkelser

Letbanen får svært ved at nå sine mål, var budskabet fra tarotkortene

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kristina Fjeldgaard Thorsens tarotkort siger, at Letbanen nok skal komme til Grenaa i 2019, men det bliver med forsinkelser, og det vil kræve meget af ledelsen.

- Kommer Letbanen helt til Grenaa i 2019?, lød spørgsmålet til tarotlæser Kristina Fjeldgaard Thorsen. Hun svarede, at Letbanen har trængt sig selv op i hjørne og har svært ved at nå sine mål. Men heldigvis for Letbanen og dens passagerer kunne kortene også fortælle, at ledelsen vil få styr på alle tingene, så Letbanen vil komme til Grenaa i løbet af 2019.

Det er et par uger siden, Kristina Fjeldgaard Thorsen lagde tarotkort for Letbanens fremtid, og dengang var det ikke blevet offentliggjort, at åbningen af Letbanen til Grenaa igen er blevet udskudt. Kristina lod kortene tale, som hun har gjort i over 20 år, hvor hun har ernæret sig som tarotkortlæser, clairvoyant og spirituel vejleder ved siden af sit almindelige arbejde hos HK i Brabrand.

En forbandelse med de evner

Siden hun var en lille pige, har Kristina Fjeldgaard Thorsen vidst, at hun havde specielle og uforklarlige evner:

- Jeg følte det i mange år som en forbandelse, fordi jeg kæmpede med at skulle acceptere, at der er mere mellem himmel og jord, men nu har jeg lært at se mine evner som en gave. Jeg har også lært at lytte til min intuition og mine fornemmelser, fortæller hun.

Kristina Fjeldgaard Thorsen kalder sit firma i Råsted nord for Randers for Prinsesseslottet, fordi hun og hendes tre døtre altid har elsket guld og glimmer. Hun vejleder kunder via telefonen, Facebook, hjemme hos sig selv og på helsemesser i Danmark og Norge, hvor hun oprindelig stammer fra.

Tema:

Kender svaret før kortet

Man har i over hundrede år brugt tarotkort til at se ind i fremtiden. De kan se meget forskellige ud, men som regel består et spil af 78 kort i fire kulører og en række specialkort. Når kunder beder om råd via kortene, er det ofte meget konkrete her-og-nu spørgsmål som, hvordan får jeg et bedre forhold til min mor, hvordan får jeg et job?

Spørgsmålet til Kristina Fjeldgaard Thorsen var også her helt konkret, nemlig "Kommer Letbanen helt til Grenaa i 2019". Hun blandede kortene grundigt, mens hun gentog spørgsmålet, lagde dem derefter ud som en vifte på bordet, inden hun vendte to kort, som hun tolkede.

Inden jeg trækker et tarotkort, har jeg allerede set svaret som et indre billede, og kortene bekræfter mig i, hvad jeg skal sige.
Kristina Fjeldgaard Thorsen, tarotlæser

- Inden jeg trækker et tarotkort, har jeg allerede set svaret som et indre billede, og kortene bekræfter mig i, hvad jeg skal sige, fortæller Kristina Fjeldgaard Thorsen, der morer sig over oplysningen om, at hendes forudsigelse, om at Letbanen har svært ved at nå sine mål, så hurtigt kom til at holde stik. Men hun er ikke overrasket, for hun er vant til tilbagemeldinger om, at kortene har kendt til det, vi andre ikke ved, før det sker.

Nu har Letbanens ledelse så et år til at bevise, at de har styr på sagerne og få Letbanen til Grenaa inden udgangen af 2019. Ellers får kortene jo kun halvvejs ret.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her