Efter årelang strid: Sommerhusejere vinder retssag mod kommune
En gruppe sommerhusejere har efter årelang strid nu fået rettens ord på, at Norddjurs Kommune kan glemme alt om at udstede byggetilladelser på strandengene i området.
En gruppe sommerhusejere ved St. Sjørup Strand i Norddjurs Kommune har i de her dage armene godt hævet over hovedet.
Retten i Randers har nemlig afgjort, at deres mere end 50 år gamle deklaration på, at ’strandengen for stedse skal bevares som rekreativt område for beboerne’, stadig er gældende, og at Norddjurs Kommune derfor kan glemme alt om planerne for nye sommerhuse langs strandengene mellem strandkanten og de nuværende sommerhuse.
- Det er da fedt. Det er rigtig godt. Området hernede er jo helt unikt, og det ville have indskrænket området for os alle, hvis der blev bygget nye sommerhuse, siger sommerhusejer Knud Poulsen, St. Sjørup Strand, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han lagde i 2016 sammen med 13 af sine naboer sag an mod kommunen, og først nu er den retssag endelig blevet afgjort i byretten. Nu håber han, at det sidste punktum er sat i sagen.
- Jeg kan ikke forestille mig, at kommunen vil poste flere penge eller mere energi i det her, siger han.
Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), siger da også, at han har svært ved at se, at man skulle vælge at anke den, men vil ikke sige noget definitivt, før der er foretaget en fælles vurdering med økonomiudvalget.
- Som jeg læser dommen, så er den klar. Det betyder, at vi ikke kan udstede byggetilladelser, og så er sagen sådan set retsligt afgjort. Hvilket har været nødvendigt, siger Jan Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Strid om 50 år gammel deklaration
Sommerhusejerne har hele vejen igennem henvist til en 50 år gammel deklaration. Signaturen på denne tilhører dog den tidligere ejer. Han døde i 1977, og i 2008 fik jordens nye ejer andre planer.
Daværende byrådsmedlem Olaf Krogh Madsen ønskede at udstede seks nye byggegrunde på den gamle strandeng, og i 2012 fik man lagt vand ind og bygget en kloak.
Sommerhusejernes advokat mente dengang, at der foregik et brud på den oprindelige salgsaftale. Den deklaration holdt den nye grundejer – i modsætning til Tinglysningsretten i Hobro - dog fast i var sløjfet. En påstand sommerhusejerne nu har fået retten i Randers’ ord på ikke holdt stik.