Kjolebutik hitter hos gifte mænd: - Vi ved hvilken størrelse, de bruger
En tøjbutik til kvinder i Auning har stor succes med at tiltrække mænd med grillpølser og bajere, så de kan købe gaver til deres koner
I Auning på Djursland bor der omkring 3.000 indbyggere. I byen ligger en dametøjsbutik, og én aften i december så vrimler det med op mod 80 mænd i butikken.
- Det synes jeg, er fantastisk, fortæller indehaver Pernille Dannemand, som driver butikken Se Min Kjole.
Her vil man gerne være på forkant og nytænkende.
- Mange mænd kan have svært ved at komme ud i damebutikker og købe gaver til kvinderne, siger Pernille Dannemand.
For syv år siden fik de idéen: Vi holder da en mandeaften.
- Det begynder klokken seks, og så kommer de løbende henover aftenen. Så står vi og griller store grillpølser til dem, og der er øl ad libitum. Så får de, alt hvad de kan spise og drikke, fortæller Pernille Dannemand til TV2 ØSTJYLLAND.
Men det er ikke kun for at drikke øl og spise pølser, at de mange mænd troligt tropper op. Det er for, at de kan købe gaver til deres koner, kærester eller en helt tredje.
- Vi kalder det kvinderne i deres liv. Det kan være kone, svigermor, elskerinde eller mor, eller hvad det nu kunne være, siger Pernille Dannemand.
Og lige netop her er det fedt, at byen ikke er større, end den er. For ekspedienterne kender for det meste mændenes koner eller kærester.
- Typisk kender vi dem, de køber til. Så vi ved hvilken størrelse, de bruger, og hvad de måske har derhjemme i skabet i forvejen, fortæller indehaveren.
Nogle af kvinderne har også lagt en ønskeseddel nede i butikken, så gaven næsten allerede er klar, når mændene kommer.
Mand: Det er ekstremt sjældent, hun bytter det
Bjarne Nielsen er en af de lokale trofaste mænd, som kommer til arrangementet for at købe en julegave.
- Det gør jeg til hende den lækre herhjemme - min kone. Det er fast rutine. De har et super dejligt bredt sortiment, siger han.
Han er måske en af de få mænd, som godt ved, hvad konen kan lide. Størrelserne behøver han ikke at bekymre sig om, for den kender ekspedienterne.
- Det er ekstremt sjældent, at hun bytter det. Sidste år købte jeg en fed striktrøje til hende dernede, og da hun fik den, var det ikke lige den, hun ville have. Da hun først fik den på, fandt hun ud af, at den var lækker, fortæller Bjarne Nielsen.
Gør en stor forskel for byen
Ud over at købe julegaver til konen hos Se Min Kjole, så er Bjarne Nielsen også formand for Business Djursland og tidligere formand for handelsstandsforeningen i Auning, "Mit Auning".
Han er sikker på, at arrangementer som mandeaftenen, gør en forskel for handelslivet i Auning.
- Det skaber liv og omtale. Det betyder rigtig meget for byen. Hvis alle butikker var så progressive og idérige, og kunne levere samme oplevelse til folk, når de kommer, så ville mange mindre byer og butikker ikke være så pressede, fortæller formanden for Business Djursland.
Det er ikke fordi, det går dårligt for handelslivet i Auning – men det er en succeshistorie, når man vælger at tænke nyt, siger Bjarne Nielsen.
- Hvis man ikke tænker i udvikling hver dag, så ender man i afvikling. De leverer en suveræn service, og i min verden betyder det alt.
Bjarne Nielsen kender ikke til andre steder på Djursland, som formår at gøre det på samme måde.
Bliver hængende og glemmer gaverne
Det er ikke kun grillen ude foran butikken med pølser, og de gratis øl, der får Bjarne Nielsen til at komme til mandeaften.
- Her dufter af grillpølser, men hvis det kun skulle være for pølsen og øllen, så ville jeg tage den derhjemme i varmen, siger han og fortsætter.
- Man bliver der hurtigt et par timer, når man står og sludrer. Det er den sociale del i det. Det summer af hygge og god atmosfære. Man er en del af en helt speciel hyggelig aften, siger Bjarne Nielsen.
Sidste fik den gode stemning også flere af mændene til at blive hængende, selvom de havde fået købt gaven til konerne.
- Sidste år sluttede det omkring klokken halv to, hvor de sidste gik. Der er gode historier om, at nogle er taget hjem og har glemt posen med pakker. De er godt bedugget nogle af dem til sidst, fortæller Pernille Dannemand.
Inden de nåede at annoncere for arrangementet i år, som foregår torsdag den 13. december, så var tøjbutikken blevet kontaktet af flere mænd, som ville høre, om det ikke kom i år.
- Det er en mega succes. Vi har lige haft otte års fødselsdag, og Auning er en fantastisk handelsby med et stort opland. Vi prøver at lave forskellige events og tiltag for at lokke kunderne til, siger Pernille Dannemand.