Kraftig brand i autoværksted
Fredag eftermiddag opstod der kraftig brand i et autoværksted nær en tankstation på Hovedvejen i Ørum på Djursland.
Østjyllands Politi modtog kl. 15.52 fredag eftermiddag en anmeldelse om en kraftig brand i et autoværksted på Hovedvejen mellem Grenaa og Randers i Ørum på Djursland.
- Anmeldelsen lyder på, at det brænder voldsomt, og at det nærmest lyder som eksplosioner, fortæller Michael Ørum, vagtchef ved Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Kl. 1552 modtog vi via 112 en anmeldelse om en kraftig brand i et autoværksted på Hovedvejen i Ørum Djurs. Brandvæsen, en ambulance og flere politipatruljer til stedet. Nærmere følger senere. Mvh. Vagtchefen #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) April 24, 2020
Brandvæsen, en ambulance og flere politipatruljer rykkede hurtigt ud til stedet, hvor meldingen lød på, at der var en person, der formentligt var kommet til skade.
I følge Østjyllands Politi blev der desuden gjort opmærksom på, at der blev opbevaret gasflasker ved autoværkstedet, der er beliggende i forbindelse med en gastank.
Omkring klokken 17 fik brandvæsenet branden under kontrol og den tilskadekomne meldes nu uden for livsfare:
- Vi fandt det ikke nødvendigt at evakuere, da branden nu er under kontrol. Brandvæsenet skal nu slukke branden helt, og så skal vi i gang med en undersøgelse, så vi kan fastlægge årsagen til den voldsomme brand, siger Michael Ørum, vagtchef ved Østjyllands Politi.
Kl. 1647 blev det oplyst, at branden var under kontrol. En` person kom til skade ved branden. Han er ikke i livsfare. Det blev ikke nødvendigt at evakuere de omboende. Vejen er ikke spærret længere. Vi ved ikke, hvad der gav anledning til branden #politik
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) April 24, 2020
Find alternative ruter
I forbindelse med slukningsarbejdet er Hovedvejen spærret ved Ørum, og trafikken ledes af mindre veje i stedet.
Klokken 17 lyder meldingen fra politiet, at der ikke går længe før, de kan genåbne Hovedvejen.
Branden er ikke under kontrol endnu. Hovedvejen er spærret. Søg alternative ruter #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) April 24, 2020
Opdateres...