Mulig forurening skaber bekymring: - Vi skal rette op på det nu
En biolog er bekymret for de konsekvenser som Nordic Waste har for Alling Å.
Hvor forurenet er Alling Å egentlig?
Det er en biolog i gang med at undersøge. For syd for Randers strømmer Alling Å tæt forbi virksomheden Nordic Waste, der behandler forurenet jord og leder overfladevand ud i åen.
Borgere, fiskere og politikere har flere gange delt deres bekymring for, hvor meget det naboskab forurener Alling Å. Og nu har Kim Pless-Schmidt sat sig for at undersøge, hvordan det egentlig står til.
- Det, jeg undrer mig over, er, at hele den her store artssammensætning, som jeg ved burde forekomme her, faktisk ikke er her. Det er kun meget få arter, vi ser lige her et stykke væk fra Nordic Waste, forklarer biologen.
Han kan dog ikke med garanti sige, at det skyldes Nordic Waste - det er kun hans mistanke.
Spildevand direkte ud i åen
Kim Pless-Schmidt mistanke skyldes ikke mindst en video af vand, der løber fra virksomheden Nordic Waste og direkte ud i Alling Å.
Det fik i januar medlem af teknik- og miljøudvalget i Randers kommune, Anker Boje fra Socialdemokratiet, til at reagere.
- Jeg kan ikke lade vær med at tænke på vores fremtid, når man kigger herned. På vores børn og dem, der kommer efter os. Hvad det er for noget, der løber i vores fisk og miljø, sagde Anker Boje tilbage i januar.
Vil gøre alt for, at det ikke sker igen
Nordic Waste behandler forurenet jord. Virksomheden har blandt andet modtaget tonsvis af opgravet minkjord fra Vestjylland.
Siden udslippet af overfladevand i januar har medarbejderne arbejdet hårdt for at forhindre en gentagelse af det, der ikke må ske.
- Nu skal man være varsom med at give garantier, men jeg kan garantere dig, at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for, at det ikke skal ske igen. Det er simpelthen fundamentet for vores virksomhed, at vi overholder alle regler og i øvrigt understøtter et godt miljø, siger Lene Lange, der er direktør i Nordic Waste.
Renser vand og sender det ud i åen
Når der falder meget regn, opstår der store søer af overfladevand på virksomhedens areal, og det kan skabe problemer.
Vandet, der har været i kontakt med det forurenede jord, skal bagefter renses. Inden vandet igen ledes ud i Alling Å.
Er det nok for at sikre, at vandet faktisk ikke er forurenet, når det rammer åen?
- Vi gør alt, hvad der står i vores magt for at sikre, at det er rent vand, der kommer ud i Alling Å, siger Lene Lange.
Ude i åen er biologen dog knap så sikker på, at vandet er helt rent.
- Det tyder jo på, at der er en eller anden form for forurening her i området, siger Kim Pless-Schmidt.
Han håber, at Nordic Waste hurtigst muligt vil gøre noget ved problemet.
- Vi kan sagtens rette op på det, men det er nu, der skal ske noget, for ellers er det for sent.
Nordic Waste oplyser, at de i øjeblikket afventer svar på en række undersøgelser fra analyselaboratoriet EuroFins, der skal kortlægge tilstanden af Alling Å for virksomheden.