Nu er 'større kontantbeløb' på vej hjem: Pengenes ejer er fundet
Vakse ekspedienter genkendte manden
En større bunke penge er netop nu ved at blive genforenet med sin rette ejermand, efter han havde tabt dem i en butik.
Østjyllands Politi var inden jul fremme i pressen med en efterlysning af en mand, der havde tabt et 'større kontantbeløb.'
Pengene var tabt i i Dagli'Brugsen Ørum Djurs på Åbrovej på det nordlige Djursland, hvor butikkens ansatte havde fundet dem.
Pengene blev afleveret til politiet sammen med et overvågningsbillede af manden, en ældre herre, der havde tabt pengene.
Politiet valgte derfor at gå ud i offentligheden med historien, så manden kunne få sine penge tilbage. Nu er han fundet, og pengene er på vej tilbage til ham.
Hvem er ejeren til et 'større kontantbeløb'?
Butiksansatte genkendte ham
- Det er faktisk lidt pudsigt. Manden var i går (tirsdag, red.) inde og handle i samme butik igen. Han var iført det samme tøj som inden jul, og personalet i butikken kunne derfor genkede ham. De spurgte, om han manglede pengene, og de kom frem til, at det var ham, der havde tabt dem, siger politikommissær Arne Mikkelsen fra lokalpolitiet i Grenaa til tv2oj.dk og slår fast, at det er den rigtige mand, der har fået pengene tilbage.
Manden, der er fra Djursland, havde i sidste uge hævet de mange penge til julen.
- Han vidste godt, at han havde tabt dem, men han vidste ikke hvor, og han havde ikke hørt om vores efterlysning, siger Arne Mikkelsen, der fortæller, at pengene nu er ved at blive overført til manden.