Politiet afgav skud: Vanvidsbilist skal bag tremmer
En 29-årig er nu dømt ubetinget fængsel for vanvidskørsel.
Politiet måtte i november sidste år affyre skud mod en flygtende bil under en biljagt, for at få den stoppet.
Bilisten blev standset og sigtet for vanvidskørsel, og det koster nu ni måneders ubetinget fængsel. Det oplyser Østjyllands Politi.
Retten i Randers fandt det bevist, at den 29-årige havde bragt andre menneskers liv og førlighed i fare med sin voldsomme kørsel, og at der derfor var tale om vanvidskørsel. Desuden blev han dømt for at have angrebet en betjent, da han kørte ind i en patruljebil.
En patrulje ville stoppe bilisten nord for Glesborg, men i stedet for at holde ind, satte han farten op og kørte med meget høj fart ad små veje i og omkring Glesborg på det nordlige Djursland.
Han nåede op på 100 kilometer i timen i en byzone og kørte op på fortov og cykelstier, mens der var folk i området.
I Ørum forsøgte en patrulje at afskære den 29-årige vejen, men han bakkede i stedet ind i patruljebilen, og den betjent, der sad bag rattet, endte med at få nogle skader på sit ben.
Efterfølgende afgav politiet skud mod bilen for at få den stoppet. Ingen blev ramt ved skudafgivelsen.
Var frakendt kørekortet
Til sidst lykkedes det at få anholdt den 29-årige, som viste sig at være frakendt kørekortet. Han har siden siddet varetægtsfængslet i sagen.
- Jeg er tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var beviser for vanvidskørsel, og at der var tale om så groft et tilfælde, at det kostede en længere ubetinget fængselsstraf, siger anklagerfuldmægtig Mads Fransen i en pressemeddelelse.
Den 29-årige nægtede sig skyldig, men modtog dommen. Han fik også konfiskeret sin bil og frakendt kørekortet i fem år.