Pyrus var kommet til Østjylland: Men to uger før tid er det slut
Sammen med arkiv-nissen Gyldengrød, nisse-pigen Kandis, rigsarkivar Bertramsen, sekretær Frk. Brahe og massevis af rekvisitter var Pyrus en del af Museum Østjyllands juleudstilling.
I snart 30 år har danskerne siddet klistret til skærmen, når alletiders nisse, Pyrus, og hans kompagnoner Gyldengrød og Kandis er tonet frem på skærmen og har rodet sig ud i alverdens unoder, der skulle fikses gennem julekalendernes 24 afsnit.
Den ikoniske nisse har efterhånden opnået kultstatus – og denne jul var Pyrus rykket ind på Museum Østjylland i Grenaa.
- Det skal selvfølgelig på museum, fordi Pyrus er en vigtig del af kulturhistorien på rigtig mange måder. Pyrus er også historieformidling i sig selv, siger Jesper Nørskov Pedersen, museumsinspektør på Museum Østjylland, til TV2 ØSTJYLLAND, da vi var på besøg hos museet.
- Julekalenderen tager udgangspunkt i rigtig mange ting, der knytter sig til historien om jul og nisser, og så er han jo bare en rigtig sej herre at få lov til at få indenfor dørene.
Men i dag, lørdag, var sidste dag med mulighed for at se den store Pyrus-udstilling i Grenaa, selvom den egentlig skulle have kørt frem til den 2. januar. Det skyldes de restriktioner, der træder i kraft søndag, hvor museet skal lukke.
Pyrus samler folk på tværs af generationer
Den rebelske nisse, som med tiden har revolutioneret alt fra nissehue-mode til julemusik, tonede første gang frem på skærmen i julekalenderen Alletiders Jul i 1994.
Siden har instruktøren bag, Martin Miehe-Renard, lavet både en Pyrus-film, en teaterforestilling og hele fire julekalendere, der har været genudsendt flere gange.
- Langt hen ad vejen handler det om nostalgien i det. Man ved, at man har et hit, når det samler generationer på tværs. Det er en af de stærkeste ting ved denne her julekalender. Man har kunnet se, at det samler folk på tværs af generationerne, og det er måske lidt sværere med en helt ny julekalender, siger Jesper Nørskov Pedersen.
- Pyrus er blevet et brand. Han er en helt for rigtig mange, og det betyder også, at man har lavet alverdens ting og sager med Pyrus.
Artiklen fortsætter under billedet...
Huer, vanter, rystekugler, halskæder, malebøger og cd’er. Alt sammen med Pyrus som omdrejningspunkt – og med gode salgstal.
- De er efterhånden blev samleobjekter. De kan faktisk være rigtig svære at få fat på, og vi har da fået nogle henvendelser fra folk, der godt kunne tænke sig det med hjem, siger museumsinspektøren.
Da julekalenderen 'Alletiders Eventyr' udkom i år 2000 medfulgte et endnu uset stykke merchandise. For bare 15 kroner kunne Pyrus-fans købe et par 3D-briller, der gav adgang til en helt ny tredimensionel nisseverden i julekalenderen.
- Jeg tror, at hvis man prøvede det af i dag, så kan det godt være, at man bliver en smule skuffet. Men på det tidspunkt var det helt nyt, siger Jesper Nørskov Pedersen.
Pyrus går på pension
De seneste år har ’den rigtige’ Pyrus, skuespiller Jan Linnebjerg, turneret landets storcentre og optrådt for børn og barnlige sjæle.
- Han er voldsomt barnlig, men med nogle konsekvenser, som børn ikke skal tage. Derfor tror jeg, at børn og voksne godt kan lide ham, fordi det minder dem et eller andet sted om dem selv, siger Pyrus-skuespilleren til TV2 ØSTJYLLAND.
Og selvom Jan Linnebjerg efter denne jul har valgt at pensionere Pyrus, så tror han på, at den kække nisse vil leve videre.
- Det er jo nok ved at være tiden til, at vi lægger nissekostumet og Pyrus på hylden. Men man vil altid kunne huske ham. Jeg tror ikke, at han bliver sparket ned i den dybe glemsel, siger Jan Linnebjerg.
Det er museumsinspektøren på Museum Østjylland enig i.
- Der kommer hele tiden nye ting til, men Pyrus har en ikonisk status, så jeg tror, at man vil huske den, som man ikke vil huske andre julekalendere. Det håber jeg i hvert fald, for jeg synes, han har noget at byde ind med, siger han.
- Jeg tror, at Pyrus lever videre mange år endnu.