Skuffelse og forståelse: Politikere er splittede om ulovlig minkavl
En minkavler på Djursland fik mandag slået sine mink ned, da det for tiden er ulovligt at holde mink i Danmark. En politiker er skuffet over minkavleren, mens en anden udviser forståelse, selv om man selvfølgelig skal holde landets love, understreger han.
På en minkfarm ved Glesborg aflivede Fødevarestyrelsen mandag aften 119 mink, som var holdt ulovligt.
- Vi gik i gang cirka klokken 18.30 og var færdige klokken 21. De blev alle aflivet og sendt til destruktion, fortæller Majbritt Birkmose, chef for Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, i går TV2 ØSTJYLLAND.
Det er tredje gang, at en minkavler er taget i at avle videre, efter Regeringen i slutningen af 2020 besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives, da vurderingen lød, at minkene kunne blæse coronasmitten yderligere i vejret ved at sprede smitte fra dyr til mennesker.
Fundet af endnu en bestand af mink fremkalder reaktioner blandt de østjyske folkevalgte på Christiansborg. Blandt andet fra Enhedslistens Søren Egge Rasmussen.
- Det er skuffende. Det er jo den tredje minkavler, der har snydt og overtrådt reglerne. Det må vi lade politi og domstole gå videre med, siger Søren Egge Rasmussen.
Han kalder samtidig på en ordentlig afklaring for minkavlerne. Det skylder Regeringen dem, mener han.
- Regeringen skal lave et lovforslag, som forholder sig til, om man må have mink i Danmark i 2023 og frem. Det er et klart løfte, og hvis man nøler for meget med det, vil Enhedslisten selvfølgelig komme med et beslutningsforslag. For vi skylder jo også landbruget, at der bliver klarhed om de her ting.
Minkavlere møder forståelse
Hos regeringspartiets Jens Joel (S) lyder ganske konsekvente toner, når han bliver bedt om at forholde sig til sagen fra Glesborg.
- Det går selvfølgelig ikke, og det skal der slås ned på, og det bliver der også ved, at myndighederne skrider ind, mener Jens Joel.
Anderledes forstående er Nye Borgerliges Lars Boye Mathiesen.
- Grundlæggende – og det skal man jo sige som repræsentant for det danske folkestyre – skal man selvfølgelig holde landets love. På det menneskelige plan kan jeg godt forstå, at nogle avlere har svært ved at se fornuften i det her, siger Lars Boje Mathiesen og skeler til udlandet.
- Der er minkavl i andre lande nu, og det håndterer de fint, også under corona-vilkår. Nogle steder isolerer de dem på en anden måde, andre steder vaccinerer de minkene.