Vil du være radiovært? Nu har du chancen
Radio Djursland i Grenaa er i fare for at lukke og slukke, hvis de ikke lykkedes med at finde nye frivillige.
Har du altid drømt om at styre musikken i radioen, og at andre skal høre din sprøde stemme?
Så er der nu mulighed for, at drømmen kan blive til virkelighed.
Lokalradioen Radio Djursland i Grenaa søger nemlig flere nye medarbejdere netop nu.
- Man behøver ikke have erfaring med at lave radio for at blive en del af holdet. Man lærer det hen ad vejen. Mange af vores frivillige havde ikke kendskab til radiomediet, da de begyndte, men det er gået fint, siger Brian Følle Petersen, der er formand for foreningen Radio Djursland, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den lokale radiostation søger både speakere, teknikere, nogen til at tage telefonen og nogen til at gøre rent.
I fare for at lukke ned
I alt søger radioen fem til seks nye kollegaer, og det er rimelig afgørende for radiostationen, at der kommer nye kræfter til.
- Vi kan risikere, at vi bliver nødt til at reducere i sendetid eller lukke helt ned, hvis der ikke kommer nogle nye til. Mange af vores nuværende medarbejdere bliver ældre og flere er pensionister, siger Brian Følle Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Radioen sendte for første gang i juli 2005, og hvis man vil være med til at sørge for, at ’Radio Djursland’ skal overleve, skal man være klar på, at man udelukkende skal lægge frivillige kræfter i arbejdet.
- Man får ikke penge for det, men man får glæden ved fællesskabet. Det er 100 procent frivilligt – det er det for os allesammen. Og man vælger også selv, hvor meget man vil bidrage. Man kan bidrage så meget, som man har lyst til, siger Brian Følle Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Sådan bliver du en del af holdet
Indtil videre har den lokale radiostation fået et par enkelte henvendelser fra interesserede, og de håber, at der kommer endnu flere ansøgninger, så radioen kan blive ved med at bestå.
- Det kræver ikke så meget at være med, men man skal helst bo i lokalområdet, da man skal kunne komme til Grenaa for at lave radio og tage del i fællesskabet, siger Brian Følle Petersen og fortsætter:
- Hvis man gerne vil være med, så skal man bare tage kontakt til radioen, og så kan vi tage en snak.
Radiostationen holder til på Søndergade 11 B i Grenaa.
I 2014 besøgte TV2 ØSTJYLLAND Radio Djursland i programmet 'De Frivillige'.