Ny nærpolitistation åbner - men hjælper den i dagligdagen?

Politiindsatsen bliver styrket i Odder, hvor åbningstiden på den lokale nærpolitistation øges. Borgere i kommunen savner dog, at betjentene kan ses på gader og landeveje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag er en stor dag for Odder.

Byens nærpolitistation får længere åbningstid, og flere betjente bliver tilknyttet.

En opgradering, der ifølge Østjyllands Politi gør dem bedre i stand til at løse de problemer, der måtte opstå. Også Odders borgmester er begejstret.

- Faktum er, at vi er rigtig glade for politiet, og det er godt, de er her. De kommer til at være meget mere synlige i Odders gadebillede og bredt over hele kommunen, og det er godt, siger Uffe Jensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Åbningstiden hæves fra 15 til 25 timer om ugen, og der føjes to betjente til de tre, der i forvejen er tilknyttet stationen.

Men kriminaliteten i kommunen har faktisk været dalende i Odder Kommune, så hvorfor sætte ekstra ind?

TV2 ØSTJYLLAND spurgte justitsminister Nick Hækkrup, der var mødt op til tirsdagens reception i Odder.

Kriminaliteten er faldet i de seneste par år. Foto: TV2 ØSTJYLLAND (grafik)

- Det er for at forebygge kriminalitet. Når vores betjente gerne skal være til stede i Odder, er det for at sikre nærheden til folk, der har lyst til at anmelde eller spørge om noget eller har brug for hjælp, siger ministeren.

Men det eneste, der sker, er, at der kommer to betjente mere, og så har man udvidet åbningstiden med ti timer.

- Udvidelsen af åbningstiden er vigtig, men at der kommer to hele årsværk mere - altså to politifolk, der kommer til at arbejde her året rundt - det synes jeg, betyder rigtig meget.

Men politibetjente på et kontor forhindrer ikke kriminalitet på gaden, lyder det fra borgere i kommunen.

- Folk kører fuldstændig sindssygt. Der er et fartskilt lige her ovre, hvor der står 50, men der er ingen, der respekterer det, siger Mari-Ann Koustrup Stensgård, der gennem 50 år har boet i Gylling i den sydlige ende af Odder Kommune.

Hun er bekymret for sin egen og sine medborgeres sikkerhed i Gylling, hvor der efter hendes udsagn ofte kommer spritbilister i aften- og nattetimerne.

Mari-Ann Koustrup Stensgård oplever mange bilister, der ikke respekterer færdselslovene. Foto: Christian Fomsgaard

- Alle ved det, men ingen gør noget ved det. Det er jo nemt at sige, at man selv skal gøre noget ved det, men jeg vil jo gerne blive boende. Ti år mere, måske 20, så længe jeg lever i hvert fald, siger Mari-Ann Koustrup Stensgård, der savner synligt politi:

- Betjentene skal komme i deres uniformer og patruljebiler, så vi kan se, de er her. Vi har hørt, at mange kommer i civilbil, men det kan vi jo ikke bruge til noget, for det ser folk ikke.

Også Annette Serafia, der bor i Odder, deler bekymringen om den farlige trafik. Hun bor klos op ad hovedgaden og oplever ofte biler og lastbiler, der kører meget hurtigt.

Annette Serafia savner også en mere synlig polititilstedeværelse.

- De skal være synlige i dagligdagen.

Annette Serafia er utryg ved farlig trafik i sit nabolag. Foto: Christian Fomsgaard

Hvad vil det betyde?

- At folk får mere respekt for dem, tror jeg.

Har de ikke det nu?

- De findes jo ikke, siger hun.

Nu styrkes byens nærpoliti, og selvom det ifølge Annette Serafia er "bedre end ingenting", er det ikke nok, mener hun.

- Desværre tror jeg ikke, de kommer i ydertimerne, siger hun.

Østjyllands Politi fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at åbningstiderne kommer til at lægge sig op af kommunens, men de skal også ud at lave regulært politiarbejde udenfor åbningstiderne.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her