Tiltale: Mænd i 50'erne lavede 430 kg hårde stoffer

11 mænd er nu tiltalt i en sag om fremstilling af mere end 400 kg amfetamin.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I juli 2020 blev de to 52-årige anholdt på adresse tæt på Odder, mens de ifølge tiltalen var ved at fremstille 200 kg amfetamin. Foto: ENRIQUE CASTRO-MENDIVIL/Scanpix - arkivfoto

To 52-årige mænd og en p-plads i Odder.

Ikke de normale hovedingredienser i en stor narkosag, men det er ikke desto mindre tilfældet i en ny sag, som Særlig Efterforskning Vest nu kan fortælle om.

Ifølge enheden, der hører under Østjyllands Politi, har de to 52-årige nemlig været bagmændene i et netværk, der har produceret og distribueret store mængder amfetamin.

I alt er 11 personer nu tiltalt i sagen, oplyser Særlig Efterforskning Vest.

I juli 2020 blev de to 52-årige anholdt på adresse tæt på Odder, mens de ifølge tiltalen var ved at fremstille 200 kg amfetamin. På ejendommen fandt politiet blandt andet også amfetaminolie, kokain og ecstasy.

Her ses amfetamin-piller fundet i en anden razzia. Foto: Handout / AFP / Ritzau Scanpix

Senere fulgte flere koordinerede aktioner over hele landet, hvor flere personer også blev anholdt, så der nu er 11 tiltalte i sagen. De ti af dem sidder stadig varetægtsfængslet.

Ifølge anklagemyndigheden har de fleste af de andre tiltalte været mellemmænd eller købere af amfetaminen, som skulle være handlet på en parkeringsplads i Odder.

Anklagemyndigheden vurderer, at de to 52-årige har fremstillet over 200 kg amfetamin før anholdelsen, og sagens størrelse kan blive afgørende for en eventuel straf, hvis de kendes skyldige.

- Produktion og videresalg af hård narkotika i den her størrelsesorden gør, at anklagemyndigheden har påstået straf til de to bagmænd efter en særbestemmelse i straffeloven, som gør, at retten kan udvide den normale strafferamme med op til 50 procent, siger anklager i sagen Jacob Gents.

Derudover går anklagemyndigheden også efter at få beslaglagt flere millioner kroner for den fortjeneste, de vurderes at have fået ved amfetaminsalget.

Sagen er berammet til at begynde i midten af marts, og der er afsat hele 25 retsdage til den.

Tidligere er syv mænd blevet dømt for roller i netværket, hvilket har resulteret i mere end 27 års fængsel.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her